Børn har allerede tidligt i livet forskellige sproglige forudsætninger. Det kan få indflydelse på deres trivsel, sociale relationer og indlæring senere i livet. Inspireret af dialogisk læsning styrker LæseLeg børnenes sprog og kommunikative kompetencer gennem læsning, leg og aktiviteter. Børnene får appetit på ord og bøger, og de bliver bedre til at udtrykke sig med deres egne ord. På den måde kan LæseLeg bidrage til at øge børnenes trivsel og deres evne til at indgå i sociale relationer.

LæseLeg 2.0

I en ny projektperiode vil Mary Fonden arbejde for udbredelsen og videreudviklingen af indsatsen. Der skal arbejdes i tre spor, hvor:

  • LæseLeg videreudvikles og udbredes yderligere i dagtilbud
  • LæseLeg videreudvikles som metode til SFO og indskoling i samarbejde med VIA University College og Bibliotekernes Sprog- og Læsespor. Arbejdet med billedbøger kan medvirke til at give tryggere overgange fra børnehaven til skolen – et tidspunkt som er essentielt og betydningsfuldt for børns start på skolelivet.
  • der afprøves indsatser, som kan påvirke og styrke læseglæden i familier i et boligsocialt område

Lauritzen Fonden støtter, sammen med Egmont Fonden, udviklingen af LæseLeg.

“Alle børn skal have de samme muligheder for at indgå i fællesskaber, men har du et lille sprog, så kan det have store konsekvenser for lige netop den adgang.  Med LæseLeg er vi med til at sikre, at endnu flere børn får styrket deres sprog og læselyst fra de er helt små. Det er godt for både den sociale trivsel og læring – og det giver en mere sikker overgang fra institution til skoleliv”, udtaler projektchef i Lauritzen Fonden Kamilla Søgaard.

Om LæseLeg

LæseLeg er udviklet af Mary Fonden i samarbejde med sprogeksperter og evalueret af flere forskere. Indsatsen er pt. udbredt i ca. 1800 dagtilbud og skoler landet over.

 

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Mary Fonden

Støttebeløb i alt: 2.500.000 kr.

År: 2024 - 2027

laeseleg.dk/