I Frederikshavn Kommune står knap 400 unge mellem 18-30 år uden job og uddannelse. Mange af disse unge kæmper med mistrivsel og social isolation. Udfordringen er ikke ny, og er ikke et særskilt lokalt fænomen for Frederikshavn, men rummer en af nutidens store samfunds-, velfærds- og trivselsmæssige udfordringer på tværs af hele landet. Trods velvillighed fra det lokale erhverv og ikke mindst efterspørgsel på arbejdskraft fra blandt andet det lokale maritime erhverv, er det ikke lykkes i tilstrækkelig grad at få rekrutteret denne gruppe af sårbare unge til bæredygtige jobs eller uddannelse.

Det har store konsekvenser for den enkelte, for erhvervet og for kommunen og kalder på at der tænkes i nye løsninger.

Nu skal en ny beskæftigelsesindsats i kommunen undersøge om kunst og kultur kan hjælpe netop den gruppe af unge. Indsatsen hedder ‘Boost Til Mere’ og Lauritzen Fonden har støttet den toårige indsats med en bevilling på 3.000.000 kr.

“Kultur handler om fællesskab, og kultur hjælper os med at udtrykke, hvem vi er. Det er en vigtig kompetence at have i livet; både at kunne og turde udtrykke, hvem man er. Derfor tror jeg på, at det her projekt er den helt rigtige vej at gå for at løfte de unge, som har brug for ekstra støtte for at lykkes i voksenlivet,” siger Peter Laigaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Tæt følgeskab mellem den unge, kommune, kultur og erhverv er afgørende i indsatsen;

“Kernen i ’Boost Til Mere’ er, at det er relationerne mellem den særlige gruppe unge og deres omgivelser, der er i centrum. Det er omgivelserne, der i højere grad skal lære at tilpasse sig, og derfor er det vigtigt at skræddersy indsatsen til den enkelte. Vi vender jobindsatsen på hovedet ved hellere at finde ud af ”hvem er jeg” i stedet for at tænke ”hvilket job passer jeg til”, og det er det, kulturlivet især kan hjælpe med sammen med det lokale erhvervsliv,” fortsætter Peter Laigaard.

I Lauritzen Fonden glæder man sig over det nye samarbejde;

“I Lauritzen Fonden er vi optagede af, at flere unge finder vej ind i uddannelse og beskæftigelse. Med ‘Boost Til Mere’ søsættes en unik beskæftigelsesindsats, der bygger bro til det maritime erhvervsliv, og som gennem brugen af kultur, giver unge nye perspektiver og styrker deres selvtillid. Kultur kan inspirere, samle og skabe rum for læring, og netop det kan måske være nøglen til, at de tager det næste skridt mod uddannelse og job. Det bidrager vi meget gerne til, og vi glæder os til at følge indsatsen,” siger Audrey Townsend, projektchef i Lauritzen Fonden.

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Frederikshavn Kommune

Støttebeløb i alt: 3.000.000 kr.

År: 2025 - 2027