Lauritzen Fonden støtter UNICEF Danmarks program Børnevenlig By og Kommune, som skal sikre, at flere børn og unge i Danmark oplever, at deres rettigheder bliver respekteret, beskyttet og inddraget i lokale beslutninger.
Alt for få børn i Danmark kender deres egne rettigheder, og i kommunerne mangler der ofte en systematisk tilgang til at sikre børns trivsel og indflydelse. Det vil UNICEF Danmark ændre på med programmet Børnevenlig By og Kommune, som Lauritzen Fonden nu støtter.
Med udgangspunkt i FN’s Børnekonvention skal programmet løfte kommuners arbejde med børns rettigheder gennem en struktureret proces og tydelige kriterier for børnevenlighed. Målet er at styrke både viden, praksis og politiske prioriteringer, så børn i hele landet får bedre vilkår for at trives og blive hørt.
Siden 2018 har UNICEF Danmark sammen med tre danske kommuner (Aalborg, Glaadsaxe og Billund) pilottestet programmet, og resultaterne har vist, at der både er et enormt behov for og potentiale i programmet. Med udgangspunkt i disse erfaringer, vil UNICEF Danmark løfte Børnevenlig By og Kommune ind i næste fase, som løber til udgangen af 2028. Ambitionen er at udbrede programmet til at rumme yderligere 10 kommuner inden for de kommende fire år.
UNICEF Danmark har netop indgået partnerskab med Alm. Brand Foreningen, som sammen med Lauritzen Fondens bevilling skal bidrage til programmets næste fase frem mod 2028, hvor flere kommuner inddrages, og ny viden om investeringer i børn og unge bringes i spil.
Bevillingsmodtager: UNICEF Danmark
Støttebeløb i alt: 2.000.000 kr.
År: 2024 - 2028
www.unicef.dk/national/bornevenlige-kommuner/