AFSKEDSPORTRÆT: INGE GRØNVOLD ”Det har altid handlet om mennesker”

Inge Grønvold. Foto: Carsten Lundager

”Der er noget med relationer. At sammensætte de rigtige mennesker, og finde ind til, hvad der motiverer dem og får dem til at vokse. Det har jeg nok egentlig altid haft et godt øje for.”

Så meget er Inge Grønvold villig til at indrømme på spørgsmålet om, hvilket aftryk, hun har sat i sine 20 år som direktør i Lauritzen Fonden. Ellers er hun ikke meget for at tale om sig selv (og sine præstationer). For når samtalen falder den store udvikling, fonden har gennemgået i tiden med hende ved roret, er det navne på kolleger, bestyrelsesmedlemmer og samarbejdspartnere, den nu afgående direktør fremhæver:

”Jeg synes i grunden ikke, det er særlig interessant at tale om mig selv og min karriere. Som alle andre kan jeg selvfølgelig godt lide at bestemme og have indflydelse. Men det vi i fonden har opnået, er jo ikke noget, jeg har opnået. Det er jo vitterligt noget, vi har opnået. Havde vi ikke været dem, vi er i teamet, så havde det været noget andet. Det er jeg helt overbevist om.”

Spørger man hendes kolleger, kommer der dog lidt flere nuancer til den fortælling:

”Der er ingen tvivl om, at det er en holdindsats, at vi som fond har udviklet os. Men det er Inge, der har lagt skinnerne til, at det har kunnet lykkes. Hun er enormt klar og tydelig i sin ledelsesstil, og samtidig virkelig god til at give plads og vise tillid, så alle er med og kender deres mandat hele vejen fra gulvet og op til bestyrelsesniveau. Det er ret unikt og det forpligter,” siger underdirektør Kathrine Geisler Madsen, der overtager posten som direktør per 1. januar.

En vigtig historie

For Inge Grønvold har det altid været vigtigt at kende historien og efterleve indholdet i den 80 år gamle fundats, der stadig danner rammen om Lauritzen Fondens indsatser:

”Det er vigtigt at kende sin DNA, og vores fundats er genial i forhold til både at drive forretning og filantropi, fordi den kan tolkes ind i den aktuelle tid. De gode beskrivelser omkring ordentlighed og socialt ansvar har været en gave i forhold til at fastholde vores værdier og en særlig kultur i en ellers omskiftelig verden,” forklarer Inge.

Ser man på Inges egen historie, lå det ikke ligefrem i kortene, at det var fondsverdenen, hun skulle ende i. Faktisk var hun som ung meget i tvivl om sin retning. Som nybagt sproglig student fra Kalundborg Gymnasium i 1973 vidste hun bare, at hun gerne ville en anden vej end sine kvindelige medstuderende, der ofte valgte at blive sygeplejersker eller tresproglige korrespondenter. Kærligheden faldt på historie på Københavns Universitet:

”Jeg havde ikke nogen plan med det, det interesserede mig bare, og så var det jo en helt anden verden end det landbosamfund, jeg er født ud af. Det pirrede min nysgerrighed.”

Mens hun læste, fik hun et studiejob som sekretær i Det Norske Veritas, hvor hun fik øjnene op for personalearbejde – noget hun viste sig at have naturligt flair for. Det ledte hende mod HR, og som 32-årig var hun i 1988 én blandt blot seks kvindelige ledere i det Lauritzen-ejede DFDS:

”Jeg mener, jeg var den første kvindelige kontorchef i rederiet. Det var et hårdt, konservativt og mandsdomineret miljø, men det var sjovt og udfordrende at arbejde med mennesker, så jeg var rigtig glad for det.”

Ny rolle i gammel fond

Som 50-årig var det dog tid til at prøve noget nyt, og da Lauritzen Fondens daværende forretningsfører, Laila Rasmussen, skulle på pension i 2005, rakte hun ud til Inge, som hun havde fulgt fra sidelinjen og så som et godt match til rollen.

”Jeg var enormt begejstret for det med at kunne skabe forandring for mennesker i udsatte positioner, men det var også en verden, jeg slet ikke kendte noget til. Heldigvis blev jeg taget rigtig godt imod af den daværende bestyrelse og Bent og Linda (hhv. administrerende direktør og sekretær red.), som dengang udgjorde sekretariatet. Fondsverden var på det tidspunkt en anden og fokus var på helt klassisk filantropi. Formålet var egentlig det samme som i dag, men opgaven var basalt set at udskrive checks og holde styr på bogføringen.”

Det skulle dog ændre sig, og i takt med at Inge, med opbakning fra en visionær og aktiv bestyrelse, fik lov at sætte sit eget hold, begyndte fonden også at udvikle sig:

”Efterhånden som der kom flere ombord, blev indsatsen også mere fokuseret. Vi begyndte at kommunikere til omverdenen, blev mere strategiske i vores uddelinger, og da Jens (Ditlev Lauritzen, bestyrelsesformand red.) fik den geniale idé at koncentrere vores indsatser i de gamle værftsbyer, hvor vi havde en historisk tilknytning, satte det for alvor skub i udviklingen. Et definerende nedslag er MedVind-alliancen, hvor vi, sammen med Esbjerg Kommune, besluttede at forpligte hinanden i et langvarigt samarbejde om bedre trivsel og livsbetingelser for børn og unge, der vokser op i det udsatte område Østerbyen i Esbjerg. Indsatsen er fortsat en overvældende kilde til læring og inspiration, som også smitter af på vores andre indsatser og hele måden, vi arbejder på. Det har ikke været en let rejse, og jeg er i næsegrus beundring over de mange tætte partnere og ildsjæle, som med deres engagement fortsat hver dag skaber positive forandringer for børn og unge i udsatte positioner.”

Kulturbærer og samlende kraft

At sætte et hold og udstikke en retning er én ting – at fastholde kursen gennem mange år er noget andet, og Lauritzen Fondens CEO, Tommy Thomsen, fremhæver Inges evne til netop det:

”Inge har, som kulturbærer på tværs af bestyrelse og organisation, haft en afgørende rolle i at forme fondens filantropiske strategi og rammerne for de almennyttige indsatser. Hun er et enormt sødt og ordentligt menneske, men man skal ikke tage fejl: intet slipper igennem sprækkerne. Der er styr på tingene, aftaler bliver holdt og der er altid rum for konstruktiv sparring.”

Bestyrelsesformand Jens Ditlev Lauritzen supplerer:
”Man må tage hatten af for Inges evne til at skabe et trygt og tillidsfuldt rum – for medarbejdere, bestyrelse og samarbejdspartnere. Hun er rolig, afbalanceret og oprigtig, og hun har aldrig presset sine meninger igennem, men altid lagt tingene frem, så beslutninger kunne tages på et solidt grundlag. Det har været et virkelig godt samarbejde.”

Den oplevelse går igen hos sekretariatet, tilføjer projektchef Kamilla Søgaard:
”Inge har blik for det hele menneske og møder alle med anerkendelse. Det præger hele kulturen i fonden. Samtidig ved hun, hvad der motiverer og udfordrer, så man bliver ved med at udvikle sig – både fagligt og personligt. Det er nok også derfor, mange af os bliver i så mange år.”

Fortsat stor betydning for fonden

Når Inge Grønvold træder tilbage som direktør, er det dog ikke et endeligt farvel til Lauritzen Fonden. For fremover bliver hun en del af fondens bestyrelse – et ønske fra Jens Ditlev Lauritzen selv:

”Jeg tænkte: Hvorfor smide al den viden ud af huset, når vi kan beholde den? Det er en gave for fonden, at hendes indsigt og overblik fortsat er til rådighed,” siger han, og suppleres af Tommy Thomsen:

”Selvom Inges primære fokus har været det almennyttige, har hun også været en stærk medspiller på det erhvervsmæssige. Hun kender historikken, stiller de rigtige spørgsmål og er fremragende at sparre med – det bliver en stor gevinst for bestyrelsen.”

Selv udtrykker Inge stor taknemmelig for at være blevet inviteret ind i bestyrelsen, men hun har samtidig ro og tillid til, at fonden og de mange indsatser bliver ført trygt videre:

”Fonden er i de bedst tænkelige hænder med Kathrine. Hun ved om nogen, hvad det vil sige at vise tillid og investere i mennesker – og hun er heller ikke bange for at tage chancer og afprøve nye veje, så fonden kan blive ved med at udvikle sig. I arbejdet med mennesker er det en styrke at kunne give plads til, at livet går op og ned med erkendelsen af, at udvikling tager tid. Mit råd til Kathrine er at tage den tid og det rum, der skal til for at finde ind til hendes egne drømme for fonden.”

For Inge venter nu et liv med nye muligheder – men stadig med et behov for mening:

”Nu skal jeg ud og skabe en ny meningsfuld hverdag. Jeg har endnu ikke nogen klar plan, men det kommer til at handle om mennesker. For hvis der er noget, der står klart for mig efter alle disse år, så er det, at jeg har brug for at være noget for nogen.”