Lauritzen Fonden støtter BaggårdTeatret i den fire-årige indsats, “Scenekunst i Skolen”, der skal sikre, at alle børn og unge i Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø og Langeland kommuner hvert år møder professionel scenekunst i deres hverdag.

Indsatsen har til formål at integrere scenekunst systematisk i undervisningen for børn i alderen 6–15 år og styrke både trivsel, livsmod og fællesskab gennem æstetiske og kreative læringsprocesser. Indsatsen kombinerer forestillinger og workshops for børn med kompetenceudvikling af lærere, pædagoger og kommunale medarbejdere, så scenekunstneriske metoder forankres lokalt og langsigtet.
“Alle børn har ret til stærke kunstneriske oplevelser – uanset hvor de bor. Med dette projekt gør vi scenekunst til en fast del af hverdagen for alle børn på Sydfyn og Øerne og får samtidig arbejdsro til at arbejde langsigtet,” siger Sine Sværdborg, teaterpædagogisk producent ved BaggårdTeatret.
Med Scenekunst i Skolen skal alle børn i de fire kommuner hvert år møde scenekunst – som publikum, deltagere eller medskabere. Aktiviteterne forankres i eksisterende lokale strukturer som skoler, biblioteker, kulturskoler og fritidstilbud, og indsatsen bygger videre på samarbejder mellem BaggårdTeatret og kommunerne, som ser et stort potentiale i indsatsen:
“Med denne indsats kan vi bygge videre på det gode samarbejde, vi allerede har med BaggårdTeatret og fremover tilbyde vores børn og unge flere sammenhængende scenekunstoplevelser – både i skolen og i deres fritid,” siger Ole Filstrup Pedersen, formand for Kultur-, Fritid- og Lokalsamfundsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.
“Det er glædeligt, at BaggårdTeatret med disse fondsmidler nu får større mulighed for at give kulturelle oplevelser til de ærøske børn. Alle bør have adgang til kultur,” siger Bent Juul Sørensen, formand for Kultur- og Socialudvalget.
“Nu kan vi udvikle undervisningsmaterialer som gør scenekunsten mere tilgængelig for børn og unge på Langeland- det glæder vi os til,” siger specialkonsulent, Langeland Kommune, Søren Laustrup.
“Vi ser frem til at udvide vores skoleteaterordning, i Svendborg, så alle vores børn og unge kan få adgang til teateroplevelser- hvert år, “ lyder det fra Jonas Wittendorff, Direktør for Børn, unge, kultur og fritid, Svendborg Kommune.
Den samlede indsats er støttet med 3,4 mio. kr. fra Nordea-fonden og Lauritzen Fonden og gennemføres i tæt samarbejde med de fire kommuner og UCL’s lærer- og pædagoguddannelser. Et centralt omdrejningspunkt bliver det nye Stålhallen Teater på Svendborg Havn.
Og teaterdirektør Jakob Engmann glæder sig til fremtiden:
“Scenekunsten er et stærkt dannelsesgreb for øget kropsbevidsthed og trivsel i 2026. Med Nordea og Lauritzen Fondens generøse donationer, sætter vi turbo på og sikrer nationalt enestående erfaringer og kompetencer til det store, nye Stålhallen – et regionalt teater for hele Sydfyn og Øerne.”
Hos Lauritzen Fonden ser man et stort potentiale i at bakke op om indsatsen:
“Scenekunst kan noget helt særligt, når det gælder trivsel, fællesskab og dannelse. Med denne indsats får børn mulighed for at udtrykke sig på nye måder og opleve, at der er plads til forskellighed. Samtidig investerer vi i de voksne omkring børnene, så scenekunstneriske metoder kan blive en del af hverdagen – også på længere sigt,” siger Kamilla Søgaard, projektchef i Lauritzen Fonden.
Bevillingen ligger i forlængelse af fondens fokus på at styrke børne- og ungeliv i fondens geografiske indsatsområder og på at støtte indsatser, der kombinerer trivsel, læring og langsigtet forankring gennem stærke lokale partnerskaber.
BaggårdTeatret er et af landets største egnsteatre målt på befolkningsgrundlag og modtog i 2025 sammen med det odenseanske Nørregaards Teater Reumertprisen for Årets Børne- og Ungdomsforestilling, Farvel, og har siden 2021 været nomineret fire gange til Årets Teater.
Bevillingsmodtager: BaggårdTeatret
Støttebeløb i alt: 1.500.000 kr.
År: 2025 - 2029
www.baggaardteatret.dk/ www.facebook.com/baggaardteatret