”Man lærer ikke noget af at få det hele serveret”

”Jeg bryder mig ikke særlig meget om at være i centrum,” siger Jens Ditlev Lauritzen, da vi sætter os ned for at tale om tilblivelsen af dette portræt i anledning af hans 70-års fødselsdag næste uge.

Men når ens efternavn er Lauritzen, og man står i spidsen for en traditionsbunden maritim koncern på fjerde generation med rødder helt tilbage til 1880’ernes industrialisering, er det svært helt at undgå at komme i fokus. Den præmis accepterer han og tager til sig. Men familienavnet, som han i øvrigt bærer med stor stolthed, har aldrig skulle være definerende for hans egen vej. Det besluttede han sig for tidligt.

”Jeg har altid haft et behov for at skulle bevise mig selv og gøre mig fortjent til det, jeg lavede. Både fordi jeg ikke ville have skudt i skoene, at jeg kun var noget i kraft af mit navn, men mest af alt, fordi jeg virkelig er nysgerrig og drevet af at skabe og udvikle, og det kræver en forståelse, som man kun får, når man arbejder sig op fra bunden.”

At gå sin egen vej

Af samme årsag sagde Jens Ditlev pænt nej tak, da han som 26-årig blev tilbudt at overtage sin fars eget lille rederi uden for koncernen, som bestod af fire skibe.

”Jeg syntes ikke, det var spændende, når jeg ikke selv havde været med til at bygge det op. Jeg søgte nok også et bredere perspektiv på det at være i shipping-branchen, og det var svært at se det store udviklingspotentiale i min fars rederi. Men i Lauritzen-koncernen var mulighederne nogle andre. Det forstod min far også godt”.

I stedet fortsatte Jens Ditlev i det spor, han som 20-årig allerede havde indledt som elev på Kogtved Søfartsskole i Svendborg lige efter sin realeksamen. Her fik han det første ufiltrerede indtryk af shippingbranchen:

”Det var barske løjer,” siger han med et grin: ”Der blev jeg virkelig prøvet af – det var jo en helt anden tid. Men jeg voksede også og lærte meget om disciplin”.

Fra Kogtved gik turen direkte videre til Esbjerg Havn, hvor Jens Ditlev som klareringselev skulle håndtere de administrative og praktiske opgaver, der er forbundet med, at skibene anløber til havnen.

Der må også have været lidt af et miljø på Esbjerg Havn i den tid?

”Nej, det var faktisk et slaraffenland, når jeg kom fra søfartsskolen. Jeg boede jo nærmest for mig selv og følte mig enormt fri, når jeg døgnet rundt fedtede omkring på havnen på min knallert og hjalp kaptajnerne, der kom ind fra Antwerpen og Rotterdam og alle mulige andre steder. Det var der, det for alvor gik op for mig, at det var denne her branche, der skulle fylde mit liv.”

En sikker havn

Jens Ditlev kan uden tøven nævne datoen for sin første arbejdsdag i Lauritzen-koncernen. Den 13. juni 1977. Hans fødselsdag. Dagen før havde han været til sin sidste eksamen på handelsskolen Niels Brock. Der var ingen grund til nøl, for når man har et mål, så er det det, der fylder. Og Jens Ditlev kunne ikke vente med at komme i gang.
Han lagde ud med to år i køleskibsdivisionen Lauritzen Reefers, og så videre til Londons benhårde mæglerbranche i international shipping, hvor det var vigtigt at kunne rykke hurtigt og skabe gode relationer. Jens Ditlev var godt hjulpet af sin mors engelske baggrund og sin egen iver for at lære mere. Og efter et kort stop i København, der inkluderede et bryllup med Marianne, som han havde været sammen med siden tiden på Niels Brock, fortsatte eventyret til New York, hvor han skulle være med til at opstarte et kontor for koncernens tørlastdivision, Lauritzen Bulkers.

”Det gik virkelig stærkt de år – og mange år frem. Det har altid været lidt ”hu hej” derudaf. Man tog det bare, som det kom. Det trivedes jeg i, men det skyldtes også, at jeg altid har haft en sikker havn hos min hustru Marianne, som har været med alle årene. Hun er hele årsagen til, at jeg kan gøre, hvad jeg gør og være, hvor jeg er. Hun har støttet mig gennem alt og været klar på at flytte med og være med,” fortæller Jens Ditlev og kigger frem for sig en stund.

Lidenskaben som indre kompas

I 1994 blev det alligevel tid til at stoppe lidt op og tage et aktivt valg om at slå rod. Parret boede af anden omgang i New York, hvor Jens Ditlev var blevet chef for den amerikanske afdeling af koncernen. I mellemtiden havde de fået sønnen Christian, og Danmark trak på mere end én måde:

”Jeg kunne mærke, at gejsten begyndte at forsvinde lidt, og den slags skal man reagere på. For mig er lidenskaben helt fundamental. Hvis du ikke kan mærke den, så skal du finde på noget andet at lave. Derudover havde jeg stadig en drøm om at gøre karriere i rederiet, og det kan være svært, når man er udstationeret.”

Turen gik derfor retur til Danmark, hvor familien har boet lige siden. Jens Ditlev blev først divisionsdirektør for tørlast-afdelingen, for i 1998 så at blive direktør for Lauritzen Bulkers.

”Det var en stor ting for mig, og på mange måder det, jeg havde drømt om. Og jeg kom ind på et tidspunkt, hvor der virkelig var vind i sejlene og skete meget. Så det var en god tid”.

Forfra i fondsverdenen

Gensynet med Danmark blev også mødet med en del af rederiet, som Jens Ditlev ellers ikke havde beskæftiget sig med, nemlig den erhvervsdrivende og almennyttige Lauritzen Fonden (dengang JL Fondet), som havde ejerskab over koncernen. I 1997 blev han valgt ind i fondets bestyrelse og i 2000 blev han næstformand, men i 2009 blev han stillet over for et valg, da den daværende formand, Niels Secher Fisch-Thomsen, på tragisk vis døde af kræft:

”Jeg følte mig egentlig godt tilpas i direktørstolen hos Bulkers, og havde jo ikke nogen særlig erfaring med det almennyttige. Men omvendt stod fonden over for en modernisering fra at være en klassisk filantropisk fond, der bare udskrev checks, til at arbejde mere strategisk og indgående med uddelingerne. Det var et rigtig spændende udviklingsarbejde, og så resonerede fondens fundats med fokus på læring, dannelse, ansvar og livsduelighed også ret godt med mine egne værdier og erfaringer. And the rest is history,” griner Jens Ditlev.

I dag er fonden fortsat i fuld udvikling – også på det forretningsmæssige – og personligt har Jens Ditlev ikke nogen planer om at bremse op lige foreløbigt:

”Efter næsten 50 år i branchen, føler jeg stadig en stor gejst og glæde ved at være med til at udvikle på tingene. Og så tager jeg det som en cadeau, at andre har valgt at lade mig blive på posten.”

Tålmodighed betaler sig

Og så er vi tilbage til det med lidenskaben, som for Jens Ditlev blandt andet også kommer til udtryk igennem en livslang passion for galopsporten, men det er en anden historie. For Jens Ditlev er der nemlig én anden værdi, som går hånd i hånd med lidenskaben, og som vi skal nå at have med, inden portrættet er slut. En værdi, som har modnet i ham selv over årene, nemlig tålmodighed:

”Jeg oplever en stigende tendens til, at alting konstant skal ændres, og at det ikke kan gå hurtigt nok. Men indimellem er det fornuftigt at stoppe op og trække vejret en ekstra gang, inden man sætter nye skibe i søen. Udvikling sker jo ikke fra den ene dag til den anden – det tager tid, og det skal man også være bevidst om som chef eller iværksætter. For jeg tror ofte, det går galt, når man begynder at gøre noget, man ikke helt selv tror på, fordi man føler sig presset til at handle hurtigt. Så træffer man forhastede og dårlige beslutninger.”

For Jens Ditlev handler det i sidste ende ikke om at nå hurtigst frem, men om at befinde sig et sted, man selv kan stå inde for. Det er en tilgang, der også afspejler arbejdet i Lauritzen Fonden: at tage sig tid til at forstå, før man handler – og holde fast over tid, når noget virker. For det, der skal gøre en reel forskel, skal have lov at udvikle sig. Og måske er det netop derfor, at Jens Ditlev Lauritzen insisterer på at blive ved med at være i bevægelse.