Formand Peter Andersen (tv), næstformand Merete Nielsen og Henrik Svane i DFDS Seniorforening sætter stadig stor pris på sammenholdet mellem de tidligere medarbejdere.

Der er håndtryk, kram og brede smil foran Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg.

Først ankommer bussen fra Sjælland. Medlemmer fra København, Karlslunde, Ringsted, Korsør og Nyborg stiger ud i det milde majvejr og samler sig foran den gamle fattiggård. Kort efter kommer holdet fra Esbjerg og Vejen. Flere har ikke set hinanden længe. Andre falder hurtigt ind i en tone, der tyder på, at samtalen bare fortsætter, hvor den slap sidst.

I alt er omkring 60 medlemmer og ledsagere med på årets fælles forårsudflugt i DFDS Seniorforening. Foreningen har cirka 300 medlemmer, men som formand Peter Andersen konstaterer med et smil, er det ikke nødvendigvis nye medlemmer, der fylder mest på turene.

Det er de trofaste.

Dem, der har haft et langt arbejdsliv i DFDS. Dem, der stadig har historierne, sproget og fællesskabet med sig. Og dem, der ved, hvad det betyder at kunne mødes igen – ikke som ansatte, men som gamle kolleger.

“Det giver et socialt sammenhold. Man siger hej til gamle venner. Man oplever lidt af den gamle stemning fra DFDS,” fortæller Merete Nielsen, der er næstformand i foreningen, mens hun står og tager imod gæsterne.

Der var stor interesse for fortællingerne fra den gamle fattiggård.

Meget mere end museumsbesøg

Dagens første stop er Danmarks Forsorgsmuseum, der har til huse i den tidligere fattiggård i Svendborg. Bag murene bliver deltagerne mødt af fortællingen om en del af Danmarkshistorien, hvor mennesker uden midler eller netværk kunne miste deres rettigheder og blive underlagt arbejde, kontrol og disciplin.

“Det var nogle hårde vilkår,” lyder det fra en af deltagerne undervejs.

For mange i Seniorforeningen er historien på museet både fremmed og genkendelig. Fremmed, fordi vilkårene bag fattiggårdens mure hører en anden tid til. Genkendelig, fordi flere selv kommer fra et arbejdsliv, hvor fællesskab, pligt, loyalitet og ansvar var stærke værdier. Og fordi besøget også trækker tråde til noget, Lauritzen Fonden arbejder med i dag: at bruge historien til at forstå sociale udfordringer i nutiden.

Men turen handler ikke kun om museet.

Den handler også om det, der sker uden for rundvisningen. Om snakken ved indgangen. Om de gamle historier fra DFDS. Om anekdoterne om Knud Lauritzen. Om den sorte notesbog, hvor ting blev skrevet ned – og hvor der efterfølgende blev fulgt op. Om en virksomhedskultur, hvor mange oplevede, at der var kort vej mellem mennesker, ledelse og ansvar.

Den forbindelse lever stadig i Seniorforeningen.

Flere fortæller, at Lauritzen Fonden gennem årene har været en naturlig del af bevidstheden blandt medarbejdere og tidligere medarbejdere. Nogle har selv søgt støtte. Andre har børn, der har fået legater. Mange kender til Klithuset og mulighederne for at søge støtte gennem de ordninger, der historisk har været knyttet til medarbejderne.

“Der er rigtig mange medarbejdere, der har benyttet de forskellige muligheder,” fortæller Kaj Hansen, sekretær i DFDS Seniorforening. “Både medarbejdere, børn af medarbejdere og forskellige klubber i DFDS. Det har ligget som en del af det at være i selskabet – at der var noget, man kunne gå til.”

Nær relation til fonden

For DFDS Seniorforening har relationen også haft en helt konkret betydning. Da den tidligere jubilæumsfond i DFDS ikke længere kunne støtte foreningen, blev Lauritzen Fonden, som Peter Andersen beskriver det, en redning.

“Vi har været rigtig, rigtig taknemmelige for, at vi havde fonden. Det har faktisk været vores redningsplanke,” siger han.

Han tilføjer, at det relationelle fylder meget. Flere nævner Inge Grønvold, som mange kender fra DFDS, og som siden blev direktør i Lauritzen Fonden. For dem har fonden aldrig føltes som noget fjernt. Den har haft ansigter. Navne. Historier. Mennesker, man kunne ringe til, skrive til eller møde igen ved en uddeling, et arrangement eller en reception.

Det er måske netop derfor, relationen har holdt.

Ikke fordi alt er, som det var. Det er det ikke. DFDS er en anden virksomhed i dag. Arbejdslivene er kortere og mere omskiftelige. Færre bliver i samme virksomhed i 40 eller 50 år. Og seniorforeninger skal i dag kæmpe mere for at rekruttere nye medlemmer.

Men på pladsen foran Forsorgsmuseet er det tydeligt, at noget stadig binder mennesker sammen.

En stolthed over at have været en del af DFDS. En loyalitet over for det fællesskab, arbejdslivet gav. Og en taknemmelighed over, at Lauritzen Fonden fortsat er med til at holde forbindelsen levende – også efter arbejdslivet.

Efter rundvisningen går turen videre mod Bregninge Mølle og frokost. Vi slipper holdet i Svendborg, før bussen kører videre.

Men man når at få fornemmelsen af, hvad dagen egentlig handler om.

Ikke kun en udflugt. Ikke kun et museumsbesøg. Men en fortsat relation mellem mennesker, der har delt et langt arbejdsliv.

 

Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.