Skuespillerne Clara Dessau, Thorbjørn Hedegaard og Soheil Bavi samt filminstruktør Emilie Thalund modtager årets Believe in You-priser, når Lauritzen Fonden hylder talenter inden for film, tv og scenekunst på søndag den 13. september til Lauritzen-prisen i Skuespilhuset.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann, Isak Hoffmeyer og Netflix.
Siden 2011 har Lauritzen Fonden med Believe in You-prisen sat fokus på unge talenter inden for skuespil, film og tv, som har markeret sig med et særligt kunstnerisk talent og potentiale.
I år går priserne til fire markante talenter, der på hver deres måde allerede har gjort sig bemærket: skuespillerne Clara Dessau, Thorbjørn Hedegaard og Soheil Bavi samt filminstruktør Emilie Thalund.
Hver af de fire modtagere hædres med 50.000 kroner.
Clara Dessau har de seneste år markeret sig som et markant skuespiltalent. Efter tre forsøg blev hun optaget på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, men valgte efter et år at forlade uddannelsen. I 2020 vendte hun tilbage til skuespillet med hovedrollen som Mikka i DR3-serien Lover, og siden er fulgt flere roller i film og tv.
I 2025 fik hun sit internationale gennembrud med hovedrollen som Tea i Netflix-serien Legenden, der gik direkte ind som nummer ét blandt Netflix’ ikke-engelsksprogede serier verden over.
Priskomitéen siger om Clara Dessau:
”Clara har et særligt sandhedsserum, når det gælder en rolle eller historie. Hun lader sig ikke let overbevise om noget, hun ikke tror på – og her mærker man også hendes stædighed. Hun er modig og sårbar, og måske stærkere, end hun selv tror. Og hun møder branchen med en dejligt ligefrem og uimponeret tilgang.”
Filminstruktør Emilie Thalund har med sin debutfilm Vægtløs markeret sig som en original og personlig stemme i dansk film. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i kunst og arkitektur og har dermed taget en anden vej ind i filmbranchen end den traditionelle instruktøruddannelse.
Vægtløs har et personligt afsæt og fortæller med stor autenticitet en historie om en tematik, som berører mange unge, men som sjældent har fået plads på dansk film.
Priskomitéen siger:
”Emilie Thalund er alt andet end Vægtløs. Hun er en sværvægter med sit mod, autenticitet, originalitet og talent. Hun tør fortælle historier, der rammer mennesker helt ind i hjertet, og hun gør det med en ærlighed og styrke, som inspirerer andre til også at tro på sig selv.”
Thorbjørn Hedegaard er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2024 og har siden sin afgang været en del af Aarhus Teaters faste ensemble. Her har han blandt andet medvirket i Derude, Gen-Z Endgame, teaterkoncerten Thomas Helmig og musicalen Dear Evan Hansen. På tv har han blandt andet kunnet opleves i DR-serien Generationer.
Med både skuespil, sang og dans har han på kort tid vist en stor kunstnerisk spændvidde.
Priskomitéen siger:
”Thorbjørn Hedegaard får os til at rykke ud på kanten af sædet og kryber ind under huden på os med sine taktile karakterskildringer. Han tryllebinder os med sit spil, sin sang og dans og store engagement i de historier, han er med til at fortælle. Vi glæder os til at se mere!”
Soheil Bavi er uddannet skuespiller fra 8mm Filmschool i Teheran og har arbejdet både i Iran og Danmark. Herhjemme har han vist sin spændvidde i en række forskellige roller – fra bandeleder til chefsygeplejerske og senest som politielev i DR-serien Uniformen.
Det er særligt hans evne til at give sine karakterer kompleksitet og menneskelighed, der har gjort indtryk på årets priskomité.
Priskomitéen siger:
”Soheil Bavi har talent for at skildre det nuancerede. Hans blik er et spejl og igennem det får vi som publikum mulighed for at se på os selv og reflektere. Vi glæder os til at se ham kaste sig over nye karakterer, også udenfor landets grænser.”
Believe in You-priserne uddeles som en del af Lauritzen-prisen i Skuespilhuset i København. Johanne Louise Schmidt er vært for aftenen, hvor Lauritzen Fonden hylder nogle af de kunstnere og talenter, der er med til at præge dansk scenekunst, film og tv.
Aftenen byder også på musikalske optrædener fra Kalaset, den grønlandske rapper Tarrak og Sankt Annæ Kammerkor.
Troen på menneskers potentiale rækker også ind i Lauritzen Fondens øvrige almennyttige arbejde, der er særligt rettet mod børn og unge i udsatte positioner. Ved årets prisuddeling møder publikum derfor også de følgende tre indsatser, fonden støtter:: Fulton Fondens arbejde ombord på skonnerten Fulton, kortfilmen HJEM, som er skabt af unge fra Turning Tables, og er en del af projektet Det store billede, der drives af Statens Institut for Folkesundhed ved SDU i samarbejde med C:NTACT og Turning Tables Danmark, samt De[Grønlandske], som er en del af Ungdomsbureauets De[Serie], hvor unge selv fortæller om deres liv og erfaringer.
Fælles for de tre indsatser er arbejdet med unge mennesker, der gennem fællesskaber, kreativitet og nye muligheder får rum til at finde deres egen stemme og tro på deres vej videre.
Om Believe in You-prisen
Om Lauritzen-prisen