Lauritzen Fonden bevilger 1.000.000 kr. til en maritim temalegeplads på Mary Elizabeths Hospital, hvor børn og familier kan få en pause fra behandling og sygdom gennem leg, bevægelse og fælles oplevelser.
Når børn er alvorligt syge, bliver hospitalet i perioder en stor del af både deres og familiens hverdag. På det kommende Mary Elizabeths Hospital i København er ambitionen derfor, at der også skal være plads til børneliv, ungeliv og familieliv midt i undersøgelser og behandling.
Det er tanken bag VESTKYSTEN – en cirka 150 kvadratmeter stor maritim temalegeplads, der skal strække sig over hospitalets 5. og 6. sal. Her skal børn og familier kunne træde ind i et fantasifuldt univers inspireret af den danske kyst og få et behandlingsfrit pusterum sammen.
VESTKYSTEN bliver indrettet med blandt andet fyrtårn, strandhuse, dyr fra de danske farvande og en fiskekutter, der inviterer til udforskning og leg. Lys, lyd og interaktive elementer skal stimulere nysgerrighed og bevægelse, mens indretningen samtidig skal give børn på tværs af alder og diagnoser mulighed for at mødes og være sammen.
Legepladsen er en del af Mary Elizabeths Hospitals ambition om at tænke leg ind som en vigtig del af hospitalsoplevelsen. Målet er ikke alene at behandle sygdom, men også at skabe rammer, hvor børn og unge kan være børn og unge – og hvor familier kan få fælles oplevelser og skabe gode minder i en vanskelig periode.
Designet er udviklet i samarbejde med legepladsproducenten KOMPAN og med inddragelse af personale fra blandt andet kræftafdelingen. Der er samtidig taget højde for de særlige krav til sikkerhed, hygiejne, brand og drift, der gælder på et hospital.
Lauritzen Fonden støtter etableringen af legepladsen sammen med MTHP-Fonden.
For Lauritzen Fonden ligger bevillingen i forlængelse af fondens fokus på børn og unge i udsatte positioner og tidligere erfaringer med leg som vej til trivsel, deltagelse og fællesskab. Med VESTKYSTEN får det maritime univers samtidig en særlig plads på et hospital, der skal tage imod børn, unge og familier fra hele Danmark samt Grønland og Færøerne.
Bevillingsmodtager: Mary Elizabeths Hospital, Rigshospitalet
Støttebeløb i alt: 1.000.000 kr.
År: 2026 - 2027
www.rigshospitalet.dk/maryelizabethshospital/Sider/default.aspx