Lauritzen Fonden bevilger 1.000.000 kr. til Red Barnet Ungdoms indsats Legefællesskaber, hvor unge frivillige skal skabe trygge rammer for leg og hjælpe børn i alderen 6–9 år med at finde vej ind i positive fællesskaber.

Leg er afgørende for børns trivsel, udvikling og sociale relationer. Men ikke alle børn har de samme muligheder for at deltage. For nogle børn – særligt børn i udsatte positioner – kan det være svært at tage initiativ, aflæse legens spilleregler eller finde sin plads blandt de andre.
Det vil Red Barnet Ungdom gøre noget ved med Legefællesskaber. Her møder børnene unge frivillige, som leger med, lytter og skaber trygge rammer med plads til børnenes egne initiativer og forskellige måder at deltage på.
“Når Lauritzen Fonden bakker op om Legefællesskaber, bakker de op om noget helt grundlæggende: børns ret til en fritid, hvor de kan lege, høre til og være med på deres egne præmisser,” siger Dalia Awadh, forkvinde for Red Barnet Ungdom.
Over projektperioden skal Red Barnet Ungdom gennemføre 30 legefællesskabsforløb i samarbejde med SFO’er og lokale boligområder. Målet er, at mellem 300 og 450 børn får mulighed for at opbygge positive erfaringer med leg, relationer og deltagelse i fællesskaber.
Samtidig skal mellem 180 og 240 unge frivillige uddannes til at facilitere legen. De frivillige bliver klædt på af Gerlev Center for Leg og Bevægelse og skal støtte børnene ind i legen uden at overtage den. Indsatsen tager dermed afsæt i Red Barnet Ungdoms særlige ung-med-yngre-tilgang, hvor relationen mellem børn og unge frivillige er central.
“I Legefællesskaber får børn mulighed for at opleve, at de både hører til og har noget at bidrage med. Vi ser et stort potentiale i mødet mellem børnene og Red Barnet Ungdoms unge frivillige, som gennem leg og nærvær kan åbne nye veje ind i fællesskabet,” siger Kamilla Søgaard Green, projektchef i Lauritzen Fonden.
For Lauritzen Fonden bygger bevillingen videre på et mangeårigt engagement i legens betydning for børn og unges trivsel. Med Legefællesskaber afprøves en ny tilgang, hvor unge frivillige bliver en del af løsningen, og hvor legen har værdi i sig selv – som et frirum, et fællesskab og et sted, hvor børn kan opleve både at høre til og have noget at bidrage med.
Indsatsen gennemføres fra 1. juni 2026 til 31. december 2028.
Bevillingsmodtager: Red Barnet Ungdom
Støttebeløb i alt: 1.000.000 kr.
År: 2026 - 2028
redbarnetungdom.dk/ www.facebook.com/redbarnetungdom