Forælder Fondens arbejde er specifikt målrettet sårbare børnefamilier, hvor der kun er en forælder. Jo mere man er alene, jo større bliver chancen for, at den negative effekt ved en evt. skilsmisse, bliver forstærket. Det kan i sidste ende gå ud over børnene og starte en uhensigtsmæssig spiral. Forælder Fonden arbejder som et værn mod den udvikling. Med rådgivning, boliger, legater, kollegiehuse, udflugter og krisecentre hjælper og støtter de de enlige familier, der trænger mest. Der ydes rådgivning og støtte ud fra princippet om hjælp til selvhjælp. Det betyder, at Forælder Fondens hjælp og effekten af hjælpen er betinget af tillid, samarbejdsevner og at forælderen selv deltager aktivt i rådgivnings- og støtteforløbet.

Forælder Fonden drives af en kombination af fagprofessionelle og frivillige og får ca. 1500 henvendelser årligt. De betegner ikke sig selv som et behandlingstilbud, men derimod et tilbud, der hjælper og visiterer videre.

Forælder Fonden arbejder vidensbaseret og søger at ændre de strukturelle forhold for forældrene. På den måde sikres en langsigtet indsat for familierne og undervejs indsamles ydermere datadokumentation af effekten, der kan bruges til at generere ny viden på området.

Lauritzen Fonden har givet støtte til driften af Forælder Fonden i 2017.

FAKTA

Bevillingsmodtager: Forælder Fonden

Støttebeløb i alt: 400.000

År: 2017

www.foraelderfonden.dk/