Akademiet for Social Innovation samler ledere fra alle sektorer i et fællesskab, der gennem social innovation udvikler nye kollektive løsninger på komplekse samfundsudfordringer – fx unges vej til job og uddannelse, rekruttering til ældresektoren, lighed i sundhed og tillid til demokratiet.

Social innovation bygger på fælles handlekraft og er både et forskningsfelt og en praktisk tilgang. Akademiet ønsker at fremme en national strategi og løfte social innovation som en strukturel del af samfundsudviklingen.

“Det danske velfærdssamfund bygger faktisk på social innovation i form af store, kollektive bevægelser som boligbevægelsen og andelsbevægelsen. Vi står derfor med et usædvanligt stærkt udgangspunkt for at forløse den handlekraft, der ligger på tværs af vores samfund. Men det kræver en systematisk indsats med at opbygge kapacitet og bred, politisk forankring. Derfor er Akademiets ambition at sikre en national strategi på området,” udtaler akademidirektør Anders Folmer Buhelt.

Akademiet blev etableret i 2019 og har siden markeret sig som en vigtig aktør i arbejdet med at styrke sociale forandringsfællesskaber. Akademiet bidrager bl.a. til initiativer som Forandringskraft, Fremtidskoalitionen og En Vej til Alle, og fungerer som Danmarks nationale kompetencecenter i et europæisk samarbejde om social innovation.

Social innovation som drivkraft

Lauritzen Fonden ser social innovation som en afgørende drivkraft i udviklingen af fremtidens samfund og glæder sig til samarbejdet med Akademiet for Social Innovation:

“Vi ser social innovation som en essentiel løftestang for fremtidens bæredygtige samfundsløsninger. Akademiet for Social Innovation har med sine dygtige folk gennem en række år spillet en central rolle som infrastruktur for viden, netværk og kapacitetsopbygning på området. Med bevillingen ønsker vi at styrke Akademiets virke og bidrage til en bredere forankring af social innovation i Danmark,” siger Kathrine Geisler Madsen, underdirektør i Lauritzen Fonden.

Om Akademiet

Akademiet har eksisteret siden 2019 som en non-profit forening med det formål, at topledere samles om at skabe samfundsforandring. I 2025 har Akademiet 81 medlemmer, og over 160 ledere har været medlemmer i Akademiets levetid. Akademiet for Social Innovation opbygger og udvider økosystemet for social innovation i Danmark ved at formidle og forbinde viden om social innovation med den praksis, som medlemmerne og deres netværk, repræsenterer. Akademiet modtager projekt- og driftsstøtte fra Bikubenfonden, Lauritzen Fonden og EU

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Akademiet for Social Innovation

Støttebeløb i alt: 2.000.000 kr

År: 2025 - 2028

www.akademietforsocialinnovation.dk/
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.