Mødrehjælpen arbejder for at skabe trygge og udviklende rammer for enlige forsørgere, gravide og børnefamilier. Gennem lokalforeninger og børnetøjsbutikker mødes målgruppen med frivillige, der står klar til at hjælpe på forskellig vis, i en for familien trængt situation.
Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der rådgiver og støtter enlige forsørgere, gravide og børnefamilier.
Alle børn har ret til et godt og trygt børneliv. Derfor arbejder Mødrehjælpen for at hjælpe børnefamilier i udsatte og sårbare situationer, således at hele familien støttes til at få et positivt og udviklende familieliv. Dette gøres igennem en helhedsorienteret indsats, hvor en kombination af faglig kompetent rådgivning og netværksskabende aktiviteter, varetaget af lokalt baserede frivillige, går hånd-i-hånd for at skabe de bedste resultater.
Visionen er, at Mødrehjælpen skal være til stede i alle kommuner med minimum tre frivilligt baserede brugerrettede aktiviteter. Med frivillige aktiviteter forankret i lokalforeninger og børnetøjsbutikker vil Mødrehjælpen i endnu højere grad kunne hjælpe familier ud af social isolation og ensomhed og understøtte nye oplevelser og nye netværk.
I de senere år har Mødrehjælpen oplevet en øget efterspørgsel, også i byer hvor de i dag ikke er fysisk tilstede. Lauritzen Fonden har derfor givet støtte til etableringen af ny lokalforening i Helsingør og styrkelse af Mødrehjælpens lokalforening i Esbjerg.
Bevillingsmodtager: Mødrehjælpen
Støttebeløb i alt: 500.000
År: 2017 - 2018
www.facebook.com/moedrehjaelpen/