Nyt samarbejde mellem BL – Danmarks almene Boliger, ngo’en Turning Tables og lokale partnere skal give udsatte børn og unge nye færdigheder inden for musik, film og foto i seks almene boligområder i Danmark.
Der vil lyde mere musik end sædvanligt i en række almene boligområder, når ngo’en Turning Tables i løbet af 2019 rejser rundt i Danmark med deres mobile container-studie for at undervise og indspille sange og musikvideoer med udsatte børn og unge.
I et helt nyt samarbejde mellem BL – Danmarks Almene Boliger, Turning Tables Danmark og lokale partnere i seks boligområder sættes der fokus på at styrke udsatte unges livssituation ved at at arbejde med de unges færdigheder inden for musik, film og foto.
Et af boligområderne der får besøg af Turning Tables og deres mobile container-studie er Aalborg Øst. Her er målgruppen børn og unge i alderen 9-18 år, og målet er at give dem nye redskaber til at udtrykke sig kreativt samt fornyet selvværd, selvtillid og et stærkt fællesskab centreret omkring kunstskabelsen med fokus på musik-, video- og fotoproduktion.
Lauritzen Fonden har støttet det tre-ugers workshopforløb i Aalborg Øst med 100.000 kr.
Udover Aalborg Øst får også Høje Gladsaxe, Brøndby Strand, Æblehaven/Rønneparken i Roskilde, Sønderborg og Tingbjerg besøg af Turning Tables i løbet af 2019.
Indsatsen kulminerer med udgivelsen af et fuldlængde musikalbum med børn og unge i slutningen af året i forbindelse med BL – Danmarks Almene Boligers 100 års jubilæum.
Bevillingsmodtager: Turning Tables Danmark
Støttebeløb i alt: 100.000
År: 2019
www.turningtables.dk/ www.facebook.com/TurningTablesDanmark/Turning Tables Danmark blev etableret som dansk afdeling af den internationale NGO Turning Tables i foråret 2016.
Organisationen har stor erfaring med at give børn og unge nye færdigheder indenfor musik, film og foto. Gennem musik, billeder og historiefortælling skaber Turning Tables et frirum, hvor deltagerne kan dele deres oplevelser, opbygge selvværd og sætte ord og billeder på deres frustrationer, drømme og håb.