Aspiranterne er en socialøkonomisk virksomhed i Helsingør, der i samarbejde med kulturinstitutioner og kommuner skaber nye veje for unge gennem kunst, kreativitet, fællesskab og reelle arbejdsopgaver. Her bliver de unge mødt med tid, tillid og ansvar – og får mulighed for gradvist at finde retning mod fællesskab, uddannelse og arbejde.

Indsatsen tager afsæt i de unges egne ressourcer og i en grundlæggende tro på, at unge i komplekse livssituationer har brug for mere end korte forløb og standardiserede tilbud. De har brug for steder, hvor de kan vende tilbage, prøve sig selv af, opbygge relationer og opleve, at deres bidrag har reel betydning. Hos Aspiranterne bliver kulturinstitutionerne derfor ikke kun en ramme om aktiviteter, men en del af et arbejdsfællesskab, hvor de unge kan øve sig i at tage ansvar og blive taget alvorligt.

Fra stærk praksis til bredere forankring

Siden 2020 har Aspiranterne udviklet en praksis, hvor unge ikke kun bliver set som nogen, der skal hjælpes videre, men som mennesker, der kan bidrage, tage ansvar og være en del af noget meningsfuldt. Arbejdet er fulgt af Center for Ungdomsforskning, CeFU, som i 2026 har udgivet bogen Nye Horisonter om Aspiranternes metode og betydning.

Med den nye bevilling får Aspiranterne mulighed for at styrke organisationen, fastholde arbejdet i Helsingør og dele erfaringerne med flere kommuner og kulturinstitutioner. Ambitionen er ikke at udrulle én fast model, men at understøtte lokale arbejdsfællesskaber, hvor de virksomme principper kan oversættes til nye kontekster.

Som stifter Allan Klie siger:

“Lauritzen Fondens tillid i de første, afgørende år har været af stor betydning. Støtten har ikke blot finansieret aktiviteter, men givet os det nødvendige råderum til at udvikle en praksis, der virker, og til at holde kursen, også når farvandet har været uroligt.”

Bevillingen består af 2,5 mio. kr. til basisdrift og kapacitetsopbygning samt 500.000 kr. til et fleksibelt udviklingsrum, der kan bruges til nye behov og muligheder, som opstår undervejs.

Med støtten ønsker Lauritzen Fonden at give Aspiranterne arbejdsro til at forankre, videreudvikle og dele en veldokumenteret praksis, der kan inspirere flere til at skabe meningsfulde veje for unge i udsatte positioner.

Læs mere her.

Fakta om bevillingen

Bevillingsmodtager: Fonden Aspiranterne

Støttebeløb i alt: 3.000.000 kr.

År: 2026 - 2031

aspiranterne.dk/
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.