Ungdomsskoleholdet der i august 2026 har påbegyndt prøvehandlingsforløbet “Tømmerflådechallenge” på Beddingen. Foto: Nordjyllands Kystmuseum.

Byerne og de historiske kulturmiljøer i Frederikshavn Kommune har et DNA, der er forankret i kyst og hav. Gennem generationer har søfart, skibsbygning og de maritime erhverv været et vigtigt fundament for områdets udvikling og identitet.

Med den maritime kulturarv som kompas er fire lokale uddannelses- og kulturaktører gået sammen om et nyt ungeprojekt, der har til formål at levendegøre den lokale maritime kulturhistorie ved at lade unge opleve, arbejde og lære i de historiske rammer på Frederikshavn Bedding.

Frederikshavn Gymnasium, Frederikshavn Ungdomsskole, MARTEC og Nordjyllands Kystmuseum er fire partnere, som har udviklet et treårigt projektforløb Maritimt Ungemiljø, der skal udvikle Frederikshavn Bedding til et levende lærings- og fællesskabssted for unge.

Kernen i indsatsen er praksisnær læring. De unge skal introduceres for den maritime kulturhistorie både i teori og i praksis. Med sparring fra faguddannede mentorer så lærer de unge at arbejde med træ, værktøj og både. Herigennem får de kendskab til de traditionelle maritime håndværk, møder mennesker med faglig erfaring, og de oplever, hvordan fortiden hænger sammen med nutidens og fremtidens maritime Frederikshavn.

Frederikshavn Bedding bliver ikke alene projektets fysiske ramme. På Beddingen findes mennesker med livslang viden om både, søfart og de traditionelle maritime håndværk. Projektet skal derfor også skabe møder mellem generationer, hvor erfaring, fortællinger og håndværksmæssige færdigheder kan gives videre til de unge. På den måde bliver kulturarven ikke alene noget, som de unge hører om – men noget, som de selv bliver en del af.

Projektgruppens ambition sigter også mod, at de unge gennem projektforløbet oplever mestring, ansvar, sammenhængskraft og stolthed. Det maritime som kultur og erhverv bliver dermed en ramme for trivsel, dannelse, fællesskab og læring.

En fælles indsats – med forskellige styrker

De fire projektaktører bidrager med hver deres faglighed og kontakt til de unge. Frederikshavn Ungdomsskole bidrager med pædagogisk erfaring, fritidsfællesskaber og brobygning til kommunens udskoling. Frederikshavn Gymnasium kobler kulturhistorien og det praksisnære arbejde til undervisningen og den maritime linje, mens MARTEC bidrager med maritim faglighed, deres studerende samt forbindelsen til maritime uddannelser og erhverv. Nordjyllands Kystmuseum bidrager med formidling og viden om den lokale maritime kulturhistorie således at de unge får en forståelse for deres egen historie.

Fælles for parterne er ønsket om at skabe et inspirerende, inkluderende læringsmiljø, hvor unge fra hele Frederikshavn Kommune kan introduceres for det maritime i løbet af deres ungdom: I skolen, i fritiden eller på en ungdomsuddannelse. Herigennem kan de unge måske blive inspirerede til en maritim videreuddannelse og arbejde i den blå sektor.

Herudover handler projektet også om noget grundlæggende: at give de unge en forståelse for det sted, som de kommer fra.

Frederikshavns maritime historie er en del af kommunens DNA – det er det, som binder os sammen på tværs af generationer. Når de unge lærer, hvorfor byen ser ud, som den gør, hvorfor havnen og værfterne ligger her samt hvordan generationer før dem har levet af og med havet, så kan historien være med til at skabe en identitet og stolthed:

Jeg er rigtig glad for, at så stærke lokale aktører står sammen om at skabe nye muligheder og fællesskaber for vores unge. Maritimt Ungemiljø bygger på noget af det, der kendetegner vores område – vores maritime historie, vores stærke uddannelsesmiljøer og evnen til at løfte i fællesskab. Det er et rigtig godt initiativ, som kan være med til at styrke både tilhørsforhold og stolthed blandt vores unge,” siger Jon Andersen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Første prøvehandling er i gang

Indsatsens grundskabelon bliver allerede afprøvet i praksis. I sensommeren 2026 fik de fire projektpartnere tildelt puljemidler fra Frederikshavn Kommune til at gå i gang med en prøvehandling, som er en slags testforløb. Forløbet Tømmerflådechallenge, der finder sted på Frederikshavn Bedding, er blevet udbudt i regi af Frederikshavn Ungdomsskole. Over otte mødegange bygger de unge tømmerflåder, arbejder praktisk, spiser sammen samt deltager i aktiviteter på og ved vandet med fokus på den maritime kulturhistorie. Forløbet afsluttes med kapsejlads. Erfaringerne fra prøvehandlingen – herunder de unges egne oplevelser og input – skal bruges aktivt i den videre udvikling af Maritimt Ungemiljø.

Indsatsen gennemføres fra 2026 til 2029 og støttes ud over Lauritzen Fonden med en mio. kr. fra Orient’s Fond og 100.000 kr. fra Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond.

Fakta om bevillingen

Bevillingsmodtager: Nordjyllands Kystmuseum

Støttebeløb i alt: 1.500.000 kr.

År: 2026 - 2029

www.kystmuseet.dk/besoeg-os/kystmuseet-bangsbo/frederikshavn-bedding
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.