Danmarks største og dygtigste aktører inden for film, TV og scenekunst blev i søndags hyldet ved Lauritzen-prisen 2023. Prisuddelingen fandt sted på Folketeatret, hvor der var musikalske og sceniske indslag fra Andreas Odbjerg og den unge sangskriver, Sasha Adrian, der tidligere har modtaget støtte fra Lauritzen Fonden. Igen i år blev Lauritzen Fondens fokus på børn og unge i udsatte positioner markeret på scenen. Blandt andet ved en optræden fra to unge fra organisationen Ungdomsbureauet.
Aftenens værter - Kathrine Abrahamsen og Pelle Emil Hebsgaard
Lauritzen-prisen 2023
Andreas Odbjerg
Johanne Louise Schmidt - modtager af Lauritzen-prisen 2023
Johanne Louise Schmidt
Lars Brygmann - modtager af Lauritzen-prisen 2023
Lars Brygmann
Sasha Adrian
Lars Brygmann
Peter Albrectsen - modtager af Lauritzen Fondens Backstage-pris
Teater Patrasket - modtager af Børne- og Unge-Prisen
Johanne Louise Schmidt
Modtagere af Lauritzen-prisen 2023
Prismodtagerne ved Lauritzen-prisen 2023
Modtagere af de fire Blieve in You-priser
Lauritzen-prisen gik i år til Johanne Louise Schmidt og Lars Brygmann.
Johanne Louise Schmidt blev hyldet på Folketeatrets scene som modtager af Lauritzen-prisen 2023. På vegne af priskomitéen kunne tidligere modtager af Lauritzen-prisen Olaf Johannesen fortælle følgende om valget: ”Johanne formår uden store armbevægelser at kile sig ind i publikums bevidsthed med sin naturlige, umiddelbare tilstedeværelse i rollen. Har man oplevet Johanne på scenen eller skærmen, glemmer man hende aldrig.“
Den anden modtager af Lauritzen-prisen 2023, Lars Brygmann, blev ligeledes hyldet af den fyldte sal. Tidligere modtager af Lauritzen-prisen Paprika Steen begrundede Priskomitéens valg med: ”Hver gang Lars spiller en rolle, får han et nyt gennembrud. Han er forbavsende farlig i sin sitrende tilstedeværelse, der aldrig overskygger, men tværtimod underbygger kollegaer. Lars formår at spille alle omkring sig bedre.”
Ved prisuddelingen blev der uddelt i alt otte priser til en samlet værdi af 850.000 kr. Udover hæderen og 250.000 kr. modtog de to Lauritzen-prismodtagere Johanne Louise Schmidt og Lars Brygmann også 50.000 kroner hver til støtte til en selvvalgt mærkesag. Donationerne gik til henholdsvis Joannahuset, der er et børne- og ungekrisecenter i København, og Sind Ungdom, som arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende.
Børneteater med stærke fortællinger
Lauritzen Fondens Børne- og Unge-prisen, der gives til en enkeltperson eller en organisation, der har børne- og unge målgruppen i fokus og har taget hånd om et relevant emne i øjenhøjde med sit publikum, gik i år til Teater Patrasket, der med sit turnerende børneteater kører land og rige rundt for at skabe teatermagi på diverse scener – store som små. Med prisen følger 100.000 kr., og i motivationen fra priskomitéen lød det: ”Patrasket kan som få andre tale om store emner og om svære følelser – om kapitalisme, identitet, kærlighed og filosofi uden at løfte så meget som spidsen af en pegefinger.”
Der, hvor lydene kommer fra
Lauritzen Fondens Backstage-pris på 50.000 kr. gik i år til Peter Albrechtsen, der i sit virke som lydmand har været med til at udvikle den måde, som musik, lyduniverser og reallyde lyttes til i dag. Om valget af Peter Albrechtsen lød de fra priskomitéen: “Han har været bannerfører i en udvikling, hvor lyd er blevet en medspillende, bærende faktor for moderne fortællinger.”
Backstage-prisen gives til en person der har bidraget ekstraordinært på en produktion, enten som dramatiker, manuskriptforfatter, tekniker, fotograf, scenograf eller lignende.
Danmarks største talenter inden for teater, film og TV
Lauritzen Fonden uddelte i dag også fire Believe in You-priser på hver 50.000 kr. Prisen uddeles for at anerkende og støtte de spirende, unge talenter inden for dansk TV, film og scenekunst. Til at fremføre priskomitéens begrundelse for valget af de fire modtagere var sidste års Lauritzen-prisen modtagere Signe Egholm Olsen og Esben Smed inviteret på scenen
Den første Believe in You-prismodtager blev Alexander Mayah Larsen, der fik følgende ord med fra priskomitéen: ”Alexander Mayah Larsen er dramatiker, digter og skuespiller. Han er en stor kunstner – der ikke er bange for at lukke os med ind i de private følelser.”
Den anden Believe in You-pris gik til skuespiller og dramatiker Hanin Georgis: ”I soloforestillingen ’Den anden arabiske kvinde’ var Hanin Georgis nøgen, stærk og selvstændig – og en suveræn kunstnerisk formidler af sit komplekse stof. Det er stærkt og magtfuldt gået! Og vi er sikre på, at det er starten på noget kæmpestort.”
Det tredje talent til at modtage prisen blev skuespiller Jonathan Bergholdt Jørgensen,
“Drevet af nysgerrighed på menneskesjæl og maskulinitet har Jonathan Bergholdt Jørgensen givet os mange bevægende og uafrystelige oplevelser, bl.a. i det kunstnerisk fuldmodne dobbeltportræt af rigmandssønnen Adam og trækkerdrengen Leo i Arven.”
Den sidste prismodtager af Believe in You-prisen blev scenograf Petruska Miehe-Renard. “Petruska Miehe-Renard har ene kvinde givet hele vores branche en farvestrålende lussing og en tiltrængt makeover.“