Julen er hjerternes tid. Men for mange trængte børnefamilier er højtiden svær og forbundet med sociale og materielle afsavn. For at hjælpe julen på vej hos disse familier, støtter Lauritzen Fonden igen i år en række organisationer, der uddeler julehjælp, som er målrettet familier, der har brug for en håndsrækning i julen.
Julen er for mange årets hyggeligste begivenhed og december en tid med en masse glædesfyldte traditioner. For trængte børnefamilier kan julen dog være en svær tid, hvor manglerne bliver ekstra tydelige, og bekymringerne vejer tungt. Og i år rammer den økonomiske krise og de stigende priser især de økonomisk udsatte familier hårdt og konskvenserne kan være at familierne må undvære basale ting, som andre tager for givet. Juledagene kan derfor også være forbundet med en følelse af at stå uden for fællesskabet.
Julehjælp er derfor vigtigere end nogensinde.
En hjælpende hånd, i form af julehjælp, kan i en trængt hverdag gøre en forskel og sikre juleglæden for de børn og familier der lider afsavn og risikerer at stå uden for julens fællesskab.
I år støtter Lauritzen Fonden følgende organisationer:
I år uddeler Mødrehjælpen igen julehjælp til de familier, der har allermest brug for det. Mødrehjælpens julehjælp er todelt. Den består af et kontant beløb, der kan bruges til at købe julegaver og mad for. Sammen med det kontante beløb tilbydes forældrene samtidig rådgivning i Mødrehjælpens nationale rådgivning, Holdepunkt.
Beløb: 250.000
Børnesagens Fællesråd uddeler hvert år julestipendier til børnefamilier i udsatte positioner med én forsørger og som har brug for støtte til at kunne fejre julen. Modtagerne af julestipendier, har efterfølgende har mulighed for at blive henvist til rådgivning. På den måde hjælpes familierne til en bedre jul, men får også hjælp med at få løst nogle af de bagvedliggende problemer, så de forhåbentligt ikke skal stå i kø til julestipendier næste år.
Beløb: 100.000 kr.
Alle børn fortjener en god jul. Med julehjælpen giver Frelsens Hær familier mulighed for at holde en jul, der minder om andres. Julehjælpen bidrager til deltagelse i det lokale fællesskab, og børnene har mulighed for at dele forventninger og historier om julemad og gaver både før og efter juleferien.
Beløb: 50.000 kr.
Den 23. december 2022 afholder foreningen Raise for Kids juleaften for sårbare familier i Aalborg. Her deltager ca. 110 børn, unge og forældre. Der vil blive serveret julemiddag, være dans om juletræ, slik, gaver og gavekort til de deltagende familier.
Beløb: 25.000 kr.
Bevillingsmodtager: Mødrehjælpen, Børnesagens Fællessråd, Frelsens Hær, Raise for Kids
Støttebeløb i alt: 425.000 kr.
År: 2022