Ungdomsbureauet arbejder for at give alle unge i samfundet en stemme ved at give dem mod og styrke til at tage ordet på egne præmisser. Visionen er, at alle unge skal være en naturlig del af beslutninger, der påvirker deres liv. Derfor vil organisationen skabe de bedste betingelser for unges engagement i samfundet og omvendt også sikre beslutningstageres engagement i de unge.

Lauritzen Fonden har samarbejdet med Ungdomsbureauet siden 2017, baseret på en fælles nysgerrighed og lyst til at engagere endnu flere unge og give dem en stemme – også dem på kanten og har i fællesskab høstet solid erfaring i arbejdet med at inddrage udsatte unge i forskellige typer af fællesskaber herunder, Rumlig-puljen på Ungdommens Folkemøde og fem bogudgivelser bl.a. De Hjemløse, De Anbragte og senest De Resterende. Læs mere om vores tidligere samarbejde med Ungdomsbureauet.

Driftstøtte og kapacitetsopbygning

Nu fortsætter vi så samarbejdet med en femårig støtte i perioden 2023-28, til organisationens drift, udvikling og kapacitetsopbygning, så Ungdomsbureauet kan fokusere på at løse centrale udfordringer for og med ungdommen i Danmark og til udgivelse af endnu tre bøger i De-serien.  Organiseringsformen er ny og uprøvet for begge parter – den fælles mission er dog klar – at gøre Ungdomsbureauet endnu mere robust og dygtig til at gøre det de gør, nemlig at sikre endnu flere unge bliver en del af beslutninger, der vedrører dem og få endnu flere unge til at tage ordet. Taktstokken i forhold til hvordan midlerne skal fordeles er givet til dem, der bedst ved, hvor behovet er størst, nemlig Ungdomsbureauet selv.

Analyse og Tal er koblet på som evalueringspartner og skal gøre os klogere på, hvordan tillidsbaseret filantropi virker i praksis og hvilken forskel den kan bidrage til.

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Ungdomsbureauet

Støttebeløb i alt: 9.000.000 kr.

År: 2024 - 2028

ungdomsbureauet.dk/