Blot tre ud af ti udsatte elever består folkeskolens afgangsprøve, og manglen på eksamenspapirer præger deres muligheder resten af livet. De udsatte elever, som består, får desuden væsentligt lavere karakterer, end ikke-udsatte elever. Målet med investeringen i Aarhus er at øge udsatte og anbragte børns chancer for at gennemføre folkeskolen og tage en ungdomsuddannelse, så de kan blive en del af arbejdsmarkedet og få et bedre liv.
”Udsatte og anbragte børn kan have svært ved at gennemføre folkeskolen og for få kommer videre på en ungdomsuddannelse. Det giver dem dårlige kort på hånden resten af livet. Jeg er glad for, at vi med investeringen styrker børnenes faglige og sociale trivsel, og gør dem i stand til at gennemføre folkeskolens afgangsprøve,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.
Lær for Livet løfter udsatte børn markant
I løbet af den seksårige projektperiode, vil Lær for Livet arrangere såkaldte Learning Camps for børnene. Alle børn i programmet er mellem 9 og 13 år og vil blive matchet med en frivillig mentor, som mødes med dem tre til fire gange om måneden til enten faglige eller sociale aktiviteter. Ved at styrke børnenes faglige og sociale trivsel, bliver de hjulpet gennem folkeskolen og videre til en ungdomsuddannelse.
”Kommunerne er vigtige samarbejdspartnere for Lær for Livet, fordi de er den direkte indgang til de mange børn og unge i udsatte positioner i Danmark, som har behov for ekstra støtte til at klare sig gennem skole og uddannelse. Vores nylige forskningsresultater viser, at vi i Lær for Livet kan løfte disse børn markant, men alligevel kan det være svært at finde pengene til indsatsen i en kommune. Vi er derfor meget glade for, at landets næststørste kommune og Den Sociale Investeringsfond ser perspektiverne i at vise, at det kan betale sig at investere i Lær for Livet – til gavn for det enkelte barn – og til gavn for kommunens samlede økonomi i sidste ende,” siger Illa Westrup Stephensen, der er direktør i Lær for Livet.
Otte ud af ti børn og unge, som gennemfører et program hos Lær for Livet, gennemfører folkeskolens afgangsprøve. Det er meget tæt på tallet for de børn, der ikke er udsatte, hvor det gælder for 9 ud af 10. Det har stor betydning for deres chancer for at tage en ungdomsuddannelse og på lang sigt blive en del af arbejdsmarkedet.
”Lær for Livet er et forløb med et sigte, som rækker ud over barn- og ungdommen og ind i voksenlivet. En investering i udsatte og anbragte børns muligheder for uddannelse, læring og trivsel, vil uden tvivl få positiv indflydelse på resten af deres liv,” siger Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Bredt kommunalt samarbejde
Den sociale investering i Aarhus Kommune går på tværs af tre forvaltninger i kommunen (Børn og Unge, Sociale Forhold og Beskæftigelse og Borgmesterens Afdeling), og det er en klar styrke, at de forvaltninger, der både har en indflydelse på og en gevinst ved, at mennesker klarer sig bedre, går sammen i et forpligtende samarbejde.
”Lær for Livet kommer med et meget veldokumenteret, virksomt program til at hjælpe børn fra udsatte familier med at få folkeskolens afgangsprøve, som er helt afgørende for deres videre muligheder i livet. Lige så vigtigt er det, at Aarhus Kommune tør forpligte sig i et bredt samarbejde på tværs, for det er det, der skal til, hvis børn og unge skal lykkes hele vejen,” siger Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i Den Sociale Investeringsfond.
Underskudsgaranti fra Lauritzen Fonden
Et forløb i læringsprogrammet Lær for Livet varer seks år, men selve den sociale investering løber over længere tid. Det skyldes, at de udsatte og anbragte børn, efter deres forløb er afsluttet, følges i en årrække for at undersøge de menneskelige og økonomiske gevinster ved en tidlig og forebyggende indsats. Resultaterne fra det sidste hold af børn, som deltager i programmet, er således først færdig efter 13 år.
”Hos Lauritzen Fonden er vi meget interesserede i at se, om sociale investeringer er en ny effektiv vej til at forankre tidlige og forebyggende indsatser. Det kræver, at investeringer og indsatser løber over en årrække, og det indebærer en højere risiko for investorerne. Høj risiko skal ikke stå i vejen for at forsøge at finde den gode vej til bedre skolegang til børn fra udsatte familier, derfor stiller vi en underskudsgaranti for investorerne,” siger Inge Grønvold, direktør i Lauritzen Fonden.