Mange børn og unge i udsatte positioner kommer fra bogløse hjem. Ofte møder de heller ikke bøger på de institutioner, de bliver flyttet til. Det er et stort tab og kan give udfordringer i livet, som i sidste ende kan påvirke de unges uddannelsesmuligheder.

Læs for Livet vil derfor bygge og donere biblioteker til 14 institutioner for udsatte børn og unge i Esbjerg. Ambitionen er at skabe en varig forandring ved at øge adgangen til bøger for de børn og unger der bor på institutionerne, uddanne socialpædagoger til at støtte læsningen og bygge bro til folkebibliotekerne.

Evalueringer af Læs for Livets biblioteker viser, at adgangen til de rette bøger gør en betydelig forskel for de børn og unge der har modtaget dem. Bøger og læsning anskues i den sammenhæng, som et vigtigt omsorgstilbud til børn og unge i udsatte positioner, idet det kan bidrage til indsigt og udsyn, samt vise vej for nye interesser og handlemuligheder.

Lauritzen Fonden har støttet indsatsen med 1,2 mio. kr. med henblik på at understøtte og stimulere anbragte børn og unges læselyst og i sidste ende uddannelsesmuligheder og Kamilla Søgaard, projektchef i Lauritzen Fonden udtaler i den forbindelse:

”I Lauritzen Fonden arbejder vi bl.a. for at sikre børn og unges vej gennem uddannelse. En af de vigtigste forudsætninger for børns succes i skolen, er at de bliver sprogligt stimuleret. Desværre halter læselysten hos rigtig mange børn og unge i dag, særligt dem i udsatte positioner. Der er brug for at styrke adgangen til positive læseoplevelser og de voksnes rolle i at skabe dem. Derfor er vi stolte af at støtte Læs for Livets indsats i Esbjerg, hvor 14 institutioner nu får et lystlæsningsløft til gavn for de børn og unge, der bor der”.

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Læs for Livet

Støttebeløb i alt: 1.200.000 kr.

År: 2023 - 2025

laesforlivet.dk/
Om Læs for Livet

Læs for Livet er en nonprofitorganisation, der blev stiftet i 2012 af børnebogsforfatter Rachel Röst, som selv er tidligere anbragt.

Organisationen indsamler bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere og mange andre. Bøgerne bliver samlet i biblioteker på ml. 400-1000 bøger og doneres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig. Det kan være børnehjem, familieafdelinger, opvækstinstitutioner og ungdomspensioner – indtil videre er der etableret 140 af sådanne biblioteker.