En stadig større andel af unge føler sig svært ensomme. I dag sidder der i en gennemsnitlig gymnasieklasse tre unge mennesker, der kæmper med svær ensomhed. Bider ensomheden sig fast, kan den blive livsødelæggende og betyde tab af livskvalitet og mistrivsel.

For at komme ensomhed blandt unge til livs har Mary Fonden taget teten til et nyt og ambitiøst initiativ, der går helhedsorienteret til værks. Som det første skridt skal initiativet sikre, at de unge, der føler sig ensomme, men som ikke selv opsøger hjælp, bliver opsporet. Dernæst skal de unge guides videre til et relevant tilbud eller fællesskab alt efter, hvad den enkelte unge har brug for. Sidst men ikke mindst skal initiativet hjælpe de unge over i varige fællesskaber og bidrage til, at de etablerede fritidsfællesskaber bliver bedre til at rumme de unge, der føler sig ensomme.

Alle kan få brug for et lift

Initiativet har fået navnet Lift og skal i første omgang afprøves og udrulles i tre kommuner i samarbejde med lokale frivilligcentre, Ventilen, DGI, DEFACTUM og Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet.

Tre kommuner har sagt ja til at være med til at udvikle og afprøve Lift: Ballerup, Esbjerg og Vejle. De tre kommuner har allerede været med til at kvalificere projekt-modellen. Nu skal den ud og testes i virkeligheden, hvor de unge er – og det ser kommunerne frem til.

Vi kan se, at flere og flere unge kæmper med trivslen og psykiske problemer, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi kan komme ensomheden til livs, så vil den generelle trivsel og mentale sundhed også blive bedre. Men det er svært at finde de unge, der er ensomme, fordi mange af dem ikke bare lige giver sig til kende. Vejen ud af ensomhed er forskellig for hver enkelt. Derfor er vi meget spændte på at komme i gang med Lift, netop fordi vi både får et redskab til at finde de unge og derfra give dem den håndholdte hjælp, de har brug for”, siger direktør i Esbjerg Kommune Lise Plougmann Willer.

Unge følges gennem tre spor

Lift følger den unge gennem tre spor:

1: Opsporing af alle danske unge
I samarbejde med landets førende ensomhedsforskere udvikles der i Lift et valideret opsporingsværktøj, der består af ni spørgsmål, der screener unge for ensomhed. Unge i aldersgruppen 16-20 år vil blive præsenteret for de ni spørgsmål på deres ungdomsuddannelse eller i den kommunale ungeindsats. Unge, der viser tegn på svær ensomhed, vil blive tilbudt hjælp og støtte.

 2: Interventioner og mindfulness
Unge, der oplever svær ensomhed, er lige så forskellige som andre unge. Der findes derfor ikke én type afhjælpende tilbud, der passer alle. Projektet samler derfor alle typer af relevant hjælp. Den unge vil sammen med sin vejleder finde frem til den rette hjælp og støtte fx mentorforløb, mindfulness eller gruppeforløb med ligesindede.

3: Varige fællesskaber
Når den unge er klar, hjælpes den unge videre ud i varige fællesskaber eller relationer i fx forenings- eller idrætsliv. Dette kan også ske samtidig med, at den unge går i et afhjælpende tilbud. De etablerede fællesskaber understøttes i at blive bedre til at rumme de unge, der føler sig ensomme, samt i at skabe inkluderende fællesskaber.

Efter initiativets første år, skal indsatsen evalueres og eventuelt tilpasses. Ambitionen er, at projektet integreres i alle landets kommuner, så alle unge, der oplever ensomhed, bliver set og får tilbud om hjælp og støtte, der er tilpasset deres specifikke behov.

Lift bygger på viden fra den kortlægning af ensomhedsinterventioner, som Lauritzen Fonden tidligere har støttet sammen med Realdania. På den baggrund er Lift, blevet designet til at gøre en forskel, et sted hvor der mangler en målrettet indsats i dag.

Lift er finansielt støttet af Lauritzen Fonden og Det Obelske Familiefond.

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Mary Fonden

Støttebeløb i alt: 3.440.000 kr.

År: 2022 - 2025

www.maryfonden.dk/
  • 22 % af unge 16-24-årige føler sig alvorligt ensomme – andelen er størst hos unge kvinder
  • 600.000 danskere i alderen 16 år og opefter oplever alvorlig ensomhed – svarende til 12,4 % af befolkningen
  • Kortvarig ensomhed er helt almindeligt og ufarligt
  • Langvarig ensomhed bevirker en stresstilstand i kroppen, som påvirker både fysisk sundhed og trivsel. Unge, der føler sig svært ensomme over længere tid, har bl.a. forhøjet risiko for depression, forhøjet blodtryk og søvnforstyrrelser
  • Ensomhed er en følelse og afhænger af den enkeltes sociale behov – det handler mere om kvaliteten af ens relationer end om antallet
  • Personer, der føler sig svært ensomme, lever i gennemsnit seks måneder kortere end personer, der ikke oplever svær ensomhed

(Kilder: ’Danskernes sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2021’, Sundhedsstyrelsen 2022 og ’Ensomhed i Danmark’, Lasgaard et. al., DEFACTUM, 2020)