Barndrømmen, der blev stiftet af Dorthe Foged i 2011, arbejder målrettet for at sikre at de kreative og kulturelle fag, der styrker børns kognitive og ikke-kognitive færdigheder i hverdagen og deres engagement i fællesskabet, bliver anerkendt som en vigtig del af alle børn og unges opvækst.

Foreningen har derfor udviklet Go Creative – en helhedsorienteret, socialkulturel indsats rettet mod alle grundskoleelever, der tilbyder differentierede og kreative læringsforløb gratis til alle klassetrin på landets skoler.

Go Creative omfatter to ligestillede undervisningsforløb, der er understøttet af en digital platform. I det første forløb lærer børnene at sætte ord og begreber på deres drøm om en fremtid med udgangspunkt i konkrete kreative og kunstneriske opgaver. I det andet forløb lærer børnene en metode, hvor de i fællesskab skal beslutte sig for samt planlægge f.eks. en social indsats og føre denne aktivitet ud i livet.

Forskning i børns udvikling viser klare forbedringer, når de får adgang til kunstneriske og kreative aktiviteter. Det giver mere end bare værdifulde oplevelser. Det smitter direkte og målbart af på børnenes skolegang, fordi det udvikler kompetencer som kommunikation, samarbejdsevne, entreprenørskab, innovation, øget fokus og øget selvværd. Tilsammen er dette med til at give børn bedre forudsætninger for at lære og for at sætte mål for fremtiden. Når børn og unge træner deres fantasi, så øger de også deres kompetencer til at se nye måder at leve livet på.

Der er desværre en skæv fordeling i samfundet, både socialt og geografisk, når det handler om børns adgang til kunst og kultur. Børn og unge i udsatte familier eller bosiddende i yderområder har langt fra den samme adgang til kunst- og kulturaktiviteter og oplevelser i hverdagen som andre, og har derfor svært ved at bruge disse aktiviteter som løftestang for deres udvikling og dannelse. Go Creative øger adgangen til kunst og kultur.

Foto: Steen Brogaard
Foto: Steen Brogaard
Foto: Steen Brogaard
Foto: Steen Brogaard

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Barndrømmen

Støttebeløb i alt: 2.000.000

År: 2018 - 2022

www.barndroemmen.dk/