Lauritzen Fonden støtter RådgivningsDanmarks sekretariat med en kapacitetsopbygning, der skal styrke kvaliteten i civilsamfundets sociale rådgivnings- og støttetilbud i perioden 2026–2028.

God og tilgængelig rådgivning kan være afgørende, når man står i en af livets svære situationer eller generelt befinder sig i en udsat position, og har brug for en håndsrækning. Derfor er det vigtigt, at vi har RådgivningsDanmark, som er brancheorganisation for de almennyttige organisationer, der tilbyder gratis social rådgivning til mennesker i udsatte livssituationer. Organisationen arbejder systematisk med kvalitet gennem en fælles kvalitetsmodel og en akkrediteringsordning (et kvalitetsforløb, hvor et tilbud bliver vurderet og godkendt efter fælles faglige standarder), der sikrer faglighed, etik og ordentlighed i rådgivningstilbuddene.
Efterspørgslen på både medlemskab, akkreditering og faglige netværk er steget markant de senere år. Med støtten fra Lauritzen Fonden kan RådgivningsDanmark udvide sekretariatets kapacitet, gennemføre flere akkrediteringsforløb og videreudvikle arbejdet med kvalitet og vidensdeling på tværs af civilsamfundets sociale indsatser.
“Hvert år henvender mere end 300.000 mennesker i svære livssituationer sig til RådgivningsDanmarks medlemsorganisationer. Vores opgave er at styrke organisationerne, så de kan yde højt kvalificeret rådgivning og støtte. Det gør vi gennem faglig udvikling, vidensdeling, netværk og via vores akkrediteringsordning, hvor tilbuddene kan få et kvalitetsstempel,” siger Sabine Elm Klinker, direktør i RådgivningsDanmark.
“Vi er dybt taknemmelige for støtten fra Lauritzen Fonden. Den gør det muligt at udvikle og forbedre vores indsats, nå ud til endnu flere og fortsætte arbejdet med at sikre faglighed, ordentlighed, lydhørhed og gennemsigtighed i civilsamfundets sociale rådgivnings- og støttetilbud – til glæde for mennesker i udsatte livssituationer.”
RådgivningsDanmark har i dag 82 medlemsorganisationer, som tilsammen årligt besvarer tusindvis af henvendelser fra børn, unge og voksne i sårbare livssituationer. Med den øgede kapacitet bliver det muligt at understøtte både eksisterende og nye medlemsorganisationer og sikre, at kvaliteten i rådgivningen fastholdes og videreudvikles i takt med behovet.
Hos Lauritzen Fonden ser man et stort potentiale i at bakke op om indsatsen:
“RådgivningsDanmark spiller en helt central rolle i at sikre kvalitet og fælles standarder på et område, hvor indsatsen gør en reel forskel for mennesker i udsatte livssituationer. Når vi støtter et kvalitetsløft her, er det en investering i både organisationernes faglighed og i den tryghed, som børn, unge og voksne møder, når de søger hjælp,” siger Audrey Townsend, projektchef i Lauritzen Fonden.
Bevillingen på 1.500.000 kr. ligger i forlængelse af fondens fokus på at understøtte drift og kapacitetsopbygning, så civilsamfundsorganisationer kan frigive ressourcer til deres kerneopgave og styrke deres langsigtede virke.

RådgivningsDanmark er bredt forankret via sine mere end 80 medlemmer.
Bevillingsmodtager: RådgivningsDanmark
Støttebeløb i alt: 1.500.000 kr.
År: 2026 - 2028
raadgivningsdanmark.dk/