Forstander på Gerlev Idrætshøjskole Tania Dethlefsen havde i dagens anledning taget legebrillen på – et par markante hvide briller med sorte prikker og lagde dermed tonen for dagen, da hun bød de 150 konferencedeltager velkommen til en dag i legens navn.

Et sejlende dannelsesprojekt

Herefter satte legeadmiral Rasmus Elmquist Casper og legeofficer Mathilde Brandstrup fra Legeskibet fokus på de vigtigste erfaringer fra Legeskibets færd de sidste fire år. I den periode har Legeskibet udgjort et sejlende dannelsesprojekt, hvor leg, bevægelse, viden og kultur har skabt dialog og interaktion i danske havnebyer.

Konferencen bød også på oplæg fra Bjarne Ipsen, professor fra SDU, som talte om hvorfor det er vigtigt at kommunerne arbejder med leg. Esben Danielsen fra Lokale og Anlægsfonden lagde også vejen forbi Gerlev og talte om legens potentiale når der skal skabes nye fællesskaber i foreningslivet og Lars Geer Hammershøj lektor ved DPU, Århus Universitet gjorde konferencedeltagerne klogere på legens betydning for dannelse.

I det tætpakkede program var der selvfølgelig indlagt flere legepauser, som gav både sved på panden og smil på læben hos de mange konferencedeltagere.

Leg for fuld skrue blandt konferencedeltagerne
Leg for fuld skrue blandt konferencedeltagerne
Konference om de sidste 5 års arbejde med Legeskibet
Konference om de sidste 5 års arbejde med Legeskibet
Legeofficer på Legeskibet, Mathilde Brandstrup fremhæver de vigtigste pointer fra fem års arbejde med Legeskibet
Legeadmiral på Legeskibet, Rasmus Casper

Red Barnet Ungdom hædret

Afslutningsvis blev Jørn Møllers Legepris uddelt. Prisen gik i år til en flok praktikere, som lykkes med at bringe legen til live i en svær kontekst, nemlig de unge frivillige hos Red Barnet Ungdom, som står for legeaktiviteter med børn på Udrejsecenter Sjælsmark. Det blev til stående klapsalver, da de to frivillige Helene Ellehøj og Mathias Jensen fra Red Barnets Ungdom, fortalte om de udfordringer og glæder de møder i Sjælsmark.

Levende Legekultur

Konferencen markerer officielt afslutningen på Legeskibet – men er samtidig begyndelsen til noget nyt. Lauritzen Fonden og Gerlev Idrætshøjskole fortsætter således samarbejdet med indsatsen Levende Legekultur, som skal udbrede og styrke legekulturen i langsigtede, samarbejder med fem kommuner. Læs mere om Levende Legekultur.

Lauritzen Fonden har støttet Legeskibet med 16,5 mio. kr. Læs mere om Legeskibet.