Foto: Tomas Bertelsen

Hvordan hjælper man unge, der har mistet troen på både sig selv, uddannelse og deres fremtid? En ny udgivelse fra Fulton Fonden giver et sjældent nært svar – fortalt først og fremmest af de unge selv, der modigt og ærligt stiller sig frem, og deler ud af deres erfaringer.

Publikationen “Kurs mod fremtiden” samler personlige historier, forskning og erfaringer fra arbejdet med unge på kanten af uddannelse og job ombord på skonnerten Fulton. Her har unge i udsatte positioner – bosiddende i Esbjerg Kommune – i årevis fået en ny chance gennem et arbejdende fællesskab til søs.

De unges stemmer: Fra mismod til retning i livet

For mange unge starter rejsen som såkaldt Esbjerg Matros med lavt selvværd, skolefravær eller misbrug. Men deres egne fortællinger viser, hvordan et ophold på det historiske skib kan blive et vendepunkt.

“Jeg oplevede på Fulton, at jeg ikke er noget ‘lortebarn’. Jeg var et ligeværdigt besætningsmedlem […] Det gav mig tillid til, at jeg var noget værd,” beskriver Elias Folke Guanio, der i dag er skibsmontørlærling.

For Mia Jessen, blev Fulton med hendes egne ord ”starten på en bedre og tryggere måde at være i verden på.” I dag er hun i gang med en maritim HF i Frederikshavn.

For Asger Christensen, der nu arbejder som styrmand, blev Fulton også en ny begyndelse: “Jeg oplevede for første gang at indgå i jævnbyrdige og forpligtende fællesskaber uden at føle mig forkert.”

Og for Jacob Debes blev opholdet afgørende for at genvinde retning og håb, efter at livet havde været præget af mistrivsel og manglende fodfæste: “På Fulton har jeg lært mere disciplin og struktur. Der er ingen, der gør tingene for dig. Jeg blev behandlet som en voksen. Det var rigtig godt for mig,” fortæller han.

Fælles for de unge er, at de beskriver tiden på Fulton som første gang, de oplevede at være nødvendige i et fællesskab – og at voksne havde tid til dem.

Foto: Tomas Bertelsen

Hvad er Fulton? Et arbejdende fællesskab til søs

Skonnerten Fulton er bygget i 1915 og sejler i dag både som kulturarvsskib og som social indsats for unge. Hvert år sejler den omkring 15.000 sømil med skoleklasser, gæster – og unge matroser i forløb. Indsatsen for de unge bygger på en enkel idé: Ikke terapi – men ansvar, struktur, fællesskab og meningsfuldt arbejde.

“Fulton er ikke et behandlingstilbud, men et tilbud om at blive behandlet ordentligt og være del af et fællesskab, der er både rart, sjovt, spændende og udfordrende,” forklarer skipper Jakob Jensen.

Ombord deltager de unge i alle opgaver – fra at sætte sejl og navigere til at lave mad og gøre rent. De oplever, at der er brug for dem, og at deres indsats gør en reel forskel.

Foto: Tomas Bertelsen

Dokumenterede resultater: “Bemærkelsesværdig effekt”

Følgeforskning fra Aarhus Universitet viser markante resultater. Ifølge lektor Frans Ørsted Andersen har opholdet haft en væsentlig positiv betydning for de unges selvfølelse, relationer og livskvalitet:

“Hands-on-opgaver og sidemandsoplæring er virkelig vigtige veje til, at de her unge begynder at tro på sig selv og på, at de kan lære noget,”
forklarer han, og peger på, at netop kombinationen af ansvar, stabile relationer og konkrete opgaver er afgørende for effekten.

Indsatsen på Fulton er mulig gennem et tæt samarbejde mellem flere aktører. Skibet ejes af Nationalmuseet og drives af Fulton Fonden, mens Esbjerg Kommune henviser og følger de unge tæt.

Samtidig bidrager fonde, virksomheder og uddannelsesinstitutioner – herunder Lauritzen Fonden og aktører fra det maritime erhverv – med støtte og veje videre mod uddannelse og job. Og det brede samarbejde er afgørende for resultaterne, understreger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen: “Fulton har for længst vist sig som et værdifuldt og anderledes tilbud, der kan hjælpe nogle af de unge på ret kurs,” lyder det.

En investering i mennesker – og i samfundet

Ifølge direktør i Lauritzen Fonden, Kathrine Geisler Madsen, er en af de vigtigste ingredienser i at opnå de gode resultater menneskerne bag indsatsen: “For mig står det med flammeskrift øverst på listen, at sådan et tilbud skal være drevet af mennesker med et stort hjerte, pædagogisk begavelse og en stærk faglighed på deres felt.”

Hun bakkes op af kommunens praksis, hvor daglig leder af Uddannelseshuset, Lene Sandberg Damgaard, fremhæver betydningen af tillid og koordinering omkring den enkelte unge, mens erhvervslivet – repræsenteret af Tina Halkjær Nielsen fra rederiet Esvagt – peger på, at Fulton også kan være første skridt mod en maritim karriere. På uddannelsessiden vurderer MARTEC, at indsatsen kan hjælpe unge med at få mod og retning til at starte på uddannelse.

Og lige netop det har en stor betydning, der rækker langt ud over den enkelte unge, mener Fulton Fondens formand, Bendt Bendtsen. For med omkring 45.000 unge i Danmark uden job eller uddannelse er behovet stort – og potentialet endnu større: “Vi kunne sagtens give flere unge en ny chance for at finde fodfæste. Det ved vi, fordi netop dét er lykkes de sidste mange år på skonnerten Fulton,” siger han, og inviterer alle til at gå ombord i udgivelsen og lade sig blive rørt og udfordret på, hvordan vi ser på og hjælper unge mennesker i modvind.

For “Kurs mod fremtiden” er først og fremmest en fortælling om mennesker. Om unge, der (for fleres vedkommende) gik ombord med mismod og usikkerhed – og gik i land med mod, retning og tro på, at de kan noget. Det er historier om fællesskab, ansvar og voksne, der insisterer på at give unge en chance. Og måske er det netop derfor, at man som læser får lyst til at følge dem hele vejen – ud på dækket, ind i fællesskabet og videre mod den fremtid, de selv – og måske også andre – troede var uden for rækkevidde.

Den tidligere Esbjerg Matros, Mia Jessen, beskriver det egentlig ret klart: “Giv os mulighed for at vise, hvad vi kan, frem for hvad vi ikke kan. Vi vil alle sammen gerne, men behøver nogle rammer om det.”

 

OM UDGIVELSEN

“Kurs mod fremtiden – Fultons arbejde med unge på kanten af uddannelse og job” er udgivet af Fulton Fonden og samler erfaringer, forskning og personlige fortællinger fra indsatsen.

Læs den her.

Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.