Når vi leger fortaber vi os i nuet, vi bliver ét med fællesskabet, vi bliver ét med kroppens bevægelser, vi bliver mere af os selv. Legen styrker det mentale velvære, sundheden og fællesskaber med andre mennesker.
Vi skal give førstehjælp til legen og lege mere med vores børn derhjemme, i dagtilbud, i skolerne og i fritidslivet. Legen skal skrives tydeligere frem som central aktivitet i hele kulturen fra vugge til grav.
Erfaringerne fra en række store legeforsknings-projekter som pågår i øjeblikket, herunder projekt Levende Legekultur, LegeKunst, og ”Må jeg være med?” viser, at når vi sætter gang i leg, sætter vi også gang i en kædereaktion af trivselsoplevelser for de som leger; både børn, unge og voksne.
Vores resultater dokumenterer, at legen skaber glade mennesker og stærke fællesskaber på tværs. Og det er der hårdt brug for i dag. Vi skal gøre mere af det der glæder og samler, end det der stresser og splitter.
Vi har forpligtet os på at give børn gode muligheder for at lege, både i forskellige rammeplaner og i FNs børnekonvention som vi tilsluttede os for snart 40 år siden. Men vi har slet ikke udnyttet det fulde potentiale forbundet med faktisk at prioritere legen og integrere legen i hverdagslivet for alle børn, og mennesker i alle aldre.
Som eksempler kan vi se i Levende Legekultur indsatsen at børns leg i skolen stadig begrænses unødigt af gamle dikotomier mellem leg-læring og mange lærere har svært ved at integrere legen i undervisningen. Vi kan også se at skolen (samlet betragtet) stadig kæmper med en selvforståelse hvor legen har en omdiskuteret og kontroversiel status, hvilket blandt andet betyder at legen henvises til mellemrum (frikvarter) og ikke prioriteres pædagogisk, har sine egen ambassadører i klasseværelset, eller integreres som systematisk læringsmedium. Det kan vi gøre bedre. Det samme gælder på SFO’ens og klubbernes område hvor legen ikke står skrevet tydeligt frem som egentlig målsætning i rammeplanerne. Det bevirker i praksis at det pædagogiske personale er nølende med at sætte lege i gang og kæmper med at få følgeskab fra kolleger/ledelse og i visse tilfælde også børnene.
Vi kan ændre kulturen og få en mere legende tilgang til læring, ledelse og børnefællesskab – men det kræver, at de voksne får større legemod, går forrest og prioriterer legen og legende praksisser. Det kræver også at legemusklerne holdes ved lige gennem faste traditioner, der sikrer gode rutiner for leg; til hverdag og fest.
I udskolingen, hvor de fleste børn desværre holder op med at lege fantasi- bevægelseslege og andre fælleslege, kan vi se hvor stor betydning det har at voksne de kender, og ser op til, finder legemodet frem og sætter lege i gang. Når de voksne selv har det sjovt med at spille bold og lege med, så smitter det af på de unge. Der hvor de voksne ikke gør noget, dør legekulturen ud, og de unge sidder med hver deres mobiltelefon i frikvarteret.
I dagtilbuddene, hvor personalet er mere vant til at arbejde pædagogisk med legemiljøer og aktiv involvering i børns leg, betyder et øget fokus på legen bedre og mere varierede legemiljøer. I dagtilbuddene i Levende Legekultur, sættes fælles leg på dagens plan og sikrer at alle voksne og børn kender til en håndfuld fælles lege, som alle voksne kan sætte i gang, og som børnene nyder at genkende og blander sammen i deres egen legekultur og gør til sine egne når de leger selv.
Vi skal lege noget mere, fordi det gør os glade og stærke. Leg skal være noget vi gør som en selvfølgelig del af vores kultur for at være sammen. Og børnenes voksne – derhjemme og i institutionerne skal sætte tid af til leg, prioritere legen og værdsætte legens øjeblikke. Vi kan ikke løse komplekse problemer med simple løsninger – men vi har nogle simple løsninger som hjælper os et rigtig godt stykke af vejen. Og i modsætning til mange andre løsningsmodeller, er legen altid lige ved hånden – hvis vi får øje på den og giver den videre til hinanden.
Så lad os alle prøve at gøre 2023 til legens år.
Af:
Carsten Jessen, professor emeritus, Aarhus Universitet & formand, International Play Association
Ditte Winther-Lindqvist, ph.d., lektor, Aarhus Universitet, UNESCO CHAIR ; følgeforsker i indsatsen Levende Legekultur
Dorte Rudi Andersen, uddannelseskonsulent, Børns Vilkår
Helle Marie Skovbjerg, professor MSO, Designskolen Kolding & forskningsleder i projektet: ”Må jeg være med?
Inge Grønvold, direktør, Lauritzen Fonden
Lars Geer Hammershøi, lektor, DPU ; forskningskoordinator i projektet LegeKunst
Marianne Giannini, Forperson, Børnehaveklasseforeningen
Frederik Ullerup Michelsen, forstander, Gerlev Idrætshøjskole
Artiklen er også bragt i Berlingske Tidende den 19. december 2022
