MOD ALLE ODDS er en forestilling og en arbejdsproces, der har børn og unge som omdrejningspunkt fra start til slut. Forløbet involverer og rekrutterer fra skoler og boligsociale indsatser i egnsteatrenes lokalområde i kunstneriske og pædagogiske workshops. På baggrund af de forløb udvælges et repræsentativt udsnit af børn i alderen 10-14 år, der bliver en del af den endelige forestilling. Børnene er ikke skuespillere, men står på scenen i deres egen ret og som repræsentanter for deres eget statistiske udgangspunkt. Forestillingen spiller min. 10 gange på hvert teater.

Med en ny tre-årig indsats ønsker Fix+foxy at videreudvikle konceptet med MOD ALLE ODDS og nå ud til endnu flere, ved at afvikle forestillingen i tre nye teateret i tre forskellige danske byer.

Ambitionen med den nye indsats er at give en ny vinkel på debatten om social mobilitet og ulighed. Værtsteatrene vil bl.a. have koncentreret kontakt med 20 nye familier, et styrket skolenetværk, kontakt med boligsociale indsatser og en krog ind i det kommunalpolitiske landskab ift. at sætte en social dagsorden. Derudover vil metoder og praksis blive skærpet og beskrevet, således at der fremadrettet kan udvides og gennemføres forløb uden samme støtte og supervision for andre teatre.

Lauritzen Fonden har støttet indsatsen med 2.500.000 kr.

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Fix+foxy

Støttebeløb i alt: 2.5000.000 Kr

År: 2024 - 2026

fixfoxy.com/

Fix+foxy er et teaterkompagni lidt ud over det sædvanlige. Deres forestillinger udfordrer normerne og sprænger rammerne for, hvad teater kan. De har for vane at inddrage de mennesker, der er omdrejningspunkt for handlingen – og ikke bare som statister på scenen, men i og omkring processen med tilblivelsen at forestillingen. Det har de høstet stor anerkendelse for, bl.a. flere Reumert-nomineringer- og priser og Kronprinseparrets store Kulturpris i 2022.