Den 23. juli løber Spejdernes Lejr 2022 af stablen. Her vil det vrimle ind med spejdere fra hele Danmark, men i år vil der også komme besøg fra ukrainske spejdere.
På grund af krigen i Ukraine kan der på nuværende tidspunkt ikke afholdes spejderlejre i Ukraine. Spejdernes Lejr bistår derfor i år to ukrainske spejderorganisationer med at sende ukrainske deltagere på lejr i Danmark. Deltagelsen i Spejdernes Lejr 2022 skal give de ukrainske deltagerne en oplevelse af, at en normal tilværelse kan opretholdes på trods af krigen i landet.
Spejdernes Lejr 2022 foregår i perioden 23.-31. juli 2022, og er en international lejr organiseret i et fællesskab mellem spejderkorpsene i Danmark i regi af Foreningen Spejderne. Der forventes 32.000 deltagere på lejren, hvor de ukrainske spejdere indgår som almindelige deltagere, når de er ankommet til lejren.
Spejderne er en international bevægelse med fokus på at give unge mennesker mulighed for at udvikle sine fulde potentialer som individ, som ansvarlige borgere og som medlemmer af deres lokale, nationale og internationale samfund. Det er derfor vigtigt, at Spejdernes Lejr giver spejdere fra hele verden en mulighed for at mødes og en følelse af at være en del af et globalt fællesskab.
Lauritzen Fonden har støttet indsatsen med 200.00 kr.
Bevillingsmodtager: Spejdernes Lejr
Støttebeløb i alt: 200.000
År: 2022
spejderneslejr.dk/