Det er målet, at Ungdomsøen i år 2023 er kendt af mere end halvdelen af Danmarks 15 til 25-årige, engagerer flere end 1.000 frivillige og hvert år involverer 100.000 unge i aktiviteter både på Øen og i hele landet. Ungdomsøen har til den opgave modtaget støtte fra Lauritzen Fonden.

Spejderne købte i 2015 det gamle Middelgrundsfort med støtte fra Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden med ønsket om at transformere et gammelt søfort til et sted, der engagerer unge. I dag er Fonden Ungdomsøen etableret og øen åbnede august 2019.  Ungdomsøen skal være en ø for alle unge, der styrker dem i at blive aktive, engagerede og glade mennesker, som tager ansvar for hinanden og for fællesskabet. En ø, der samler organisationer fra hele landet om at skabe aktiviteter og projekter, der giver mange og forskellige unge mulighed for at deltage i fællesskaber og bidrage til samfundet.

Unge medskabere

Ungdomsøen vil være med til at skabe positive forandringer i hele Danmark ved at støtte unge i at skabe aktiviteter, kurser og idéer for andre unge. Derfor er der plads til at unge selv udtænker og udfører aktiviteter. Det betyder, at udformningen af øen ikke dikterer en særlig brug, men giver unge mulighed for selv at bestemme, hvordan de vil bruge Øen.

Plads til alle

Indretningen af Øen giver plads til at både debattøren, holdspilleren, rollespilleren, atleten, digteren, spejderen, programmøren, danseren, musikeren og alle andre unge kan samles om hver deres unikke aktivitet på øen. Samtidig med at de kan mødes i nye aktiviteter og fællesskaber på tværs. Det skaber grobund for en ny bevægelse, der sætter unges ressourcer i centrum med reel indflydelse, meningsfyldte fællesskaber og bæredygtig samfundsudvikling i højsædet.
Øens rum, både ude og inde, er åbne, fleksible og demokratiske rum.

For Lauritzen Fonden er engagementet i Ungdomsøen en støtte og en tro på at unge både kan og vil engagere sig, når bare de får plads og mulighed for det.
Bevillingen på 2,2 mio. kr.  skal blandt andet bruges til at understøtte Ungdomsøens vision om, at være en ø for alle unge uanset geografi og sociale vilkår.

 

Foto: Ungdomsøen
Foto: Ungdomsøen
Foto: Ungdomsøen
Foto: Ungdomsøen
Foto: Ungdomsøen
Foto: Ungdomsøen

FAKTA OM BEVILLINGEN

Bevillingsmodtager: Fonden Ungdomsøen

Støttebeløb i alt: 2.200.000

År: 2019 - 2020

ungdomsoen.dk/